Underkastelse på Betty Nansen

Onsdag før Palmesøndag. Det regner, og min gemal og jeg skal i Teatret. Vi er en smule flade, sofaen lokker, men vi ved, at det, som kræver overskud også ofte giver det. Vi trækker i regntøj og vandrestøvler, og er egentlig ret selvtilfredse over, at mageligheden ikke fik overtaget denne gang. Vi har billetter til Underkastelse på Betty Nansen Teatret. Forestillingen er baseret på Niels Lyngsøs danske oversættelse af Michel Houellebecqs roman. Min gemal læser ikke så forfærdelig meget. Det er musikken, som gør tricket for ham. Houellebecqs roman har han imidlertid læst, og er som jeg spændt på at opleve Anja Behrens iscenesættelse.

På vejen til teatret sludrer vi om, hvad der vil være i vente. Jeg har læst et par anmeldelser og ved, at Lars Brygmann – der spiller hovedpersonen François – har omtalt rollen som meget krævende. Eller mere præcist, som noget i retning af at løbe to marathonløb i træk. Dette er ikke så underligt, når man påtænker, at instruktøren har udvalgt passager fra romanen og kogt sit uddrag ned til den næsten halvanden time lange enetale, Brygmann har skullet lære udenad.

Vi når lige at få købt et program, inden tæppet går. Teaterdirektør Vibeke Windeløv byder velkommen, og inviterer publikum til at blive efter forestillingen og diskutere islam og underkastelse m.v. med bl.a. Brygmann og den dansk-kurdiske forfatter Sara Omar, som er aktuel med sin kontroversielle roman Dødevaskeren. 

Program til Underkastelse

Forestillingens scenografi er enkel. Et stort kors – som indledningsvis hejses ned fra loftet – udgør centrum for forestillingen. En stribe unge tilslørede og delvis afklædte kvinder med kroppe klinisk renset for appelsinhud danner baggrund, forgrund eller klangbund dramaet igennem. Lars Brygmann alias François slår sig ned enten på- eller i nærheden af korset. Jeg er ikke helt fri for at tænke, at den der kravlen rundt virker en anelse kunstig. François slår jo sine folder i akademiets støvede verden, hvor kroppen ikke altid er lige gearet til den slags gymnastiske udfoldelser. Brygmann har – forekommer det mig – formentlig også mere end rigeligt at gøre med at komme igennem sin marathonlignende enetale. Han skal nemlig lægge stemme til egen tale og tankevirksomhed, skiftevis med at han illuderer imaginære samtalepartnere for François.

Handlingen er i store træk den, at den midaldrende François – som er specialist i dekadenceforfatteren Huysmanns’ værk – er ved at gå til i kedsomhed, færdigretter og internetporno, mens han med venstre arm bundet på ryggen passer jobbet som underviser og litteraturforsker på et stort universitet i Paris. Hver sæson er præget af et kortvarigt kærlighedsforhold til den af de kvindelige studerende, som tager sig mest sexet ud i kort nederdel. Romanens handling udspiller sig i 2022 i et ikke så fjernt Frankrig, som gennemgår en valgkamp, hvor der snydes på vægten i forbindelse med valghandlingen, og hvor der opstår borgerkrigslignende tilstande i kølvandet på denne. Til magten kommer den moderate muslim Ben Abbès, fordi han er den kandidat, som udgøre det mest spiselige alternativ til eksempelvis Front Nationales yderligtgående leder. Socialisterne får ikke det absolutte flertal, de havde ønsket sig, men indgår i en koalition med Det Muslimske Broderskab. Der sælges ud af værdipolitikken og landet bliver snart derefter styret igennem en mild sharialovgivning, hvor kvinderne forsvinder fra arbejdsmarkedet, og hvor undervisningen på universiteterne udelukkende ivaretages af mænd. Alle underviserne på François’ universitet afskediges, og kun mændene tilbydes genansættelse, hvilket til gengæld sker med tilbud om favorable lønninger og adgang til legitimt flerkoneri. Prisen er dog, at man konverterer til islam. François er selvsagt i tvivl. Han er ensom, deprimeret og tynges af tanker om ikke mindst sit eget og andres forfald. Han vil gerne finde mening i tilværelsen, og kan egentlig godt lide den unge Myriam men vil til gengæld ikke sælge ud af sin frihed eller risikere et liv med bæreseler som fast og kvalmende inventar. François minder ikke overraskende om den Huysmanns, som har været genstand for hans forskningsinteresse, og som endte med at måtte vælge mellem kuglen og korset. Huysmanns besluttede sig til sidst for et liv som katolsk munk. François forsøger sig med en rejse i Huysmanns’ fodspor, men der er ikke megen hjælp at hente. I en periode ligger han underdrejet og alene med en smertefuld hudlidelse, som får ham til at kradse sin krop til blods. I denne scene er Brygmann i sit es. Man føler med den ensomme mand, som både er forladt i ånden og af den unge Myriam – som har været nødt til at flygte til Israel sammen med sin familie, fordi de frygtede mulige pogromer. På et tidspunkt bliver François kontaktet fra universitetet og efter et par mellemregninger, hvor han især går op i, hvordan eventuelle koner vil blive ham tildelt, saves korset i stykker, og François beslutter sig for at takke ja til det højt betalte job, han er blevet tilbudt.

Forestillingen er slut, og vi beslutter os for at liste af, selvom det kunne have været interessant at høre diskussionen mellem Brygmann og Omar m.fl. På vejen hjem diskuterer vi forestillingen. Vi er enige om, at instruktøren har fået meget med, men har også begge en fornemmelse af, at der trods alt er gået noget substantielt tabt i processen. Kors-metaforen skamrides lidt rigeligt efter vores smag, og vi kunne godt have undværet de eksorbitante mængder savsmuld, som regnede ned over os, og som flyttede fokus fra vigtigere ting. Det er jo, når alt kommer til alt, ikke så meget troen, som er på spil her. Med fare for forenkling, bruges troen reelt set kun til at give Francois og hans ligemænd adgang til sex, nærhed og slowfood. Brygmann gjorde hvad han skulle med sin rolle, og virkede som en troværdig François. Han skabte sine stemmeskift ved hjælp af især gestik. Rollen som François fungerede godt, fordi Brygmann havde fanget den deprimerede og ensomme mands forsænkede stemningsleje virkelig fint. Myriam gik det også godt med, især da Brygmann sætter sig i havfruestilling og kaster kælent med håret. Vi spekulerede derimod over, hvor godt stemmeskiftene fungerede for de tilskuere, som ikke kendte romanens karakterpanel på forhånd. Min gemal – og jeg beklager den manglende politiske korrekthed – havde det fint med, at der var noget at kigge på for husarerne, og nød således de smukke kvindeskikkelser i fulde drag. Selv manglede jeg ærlig talt noget af den satire, humor og fremfor alt kompleksitet, Houellebecq har med og udfolder så glimrende i sin roman. (Selvom det retfærdigvis skal siges, at der i salen sad en dame, som grinede højlydt forestillingen igennem). Følgende observation er formentlig lidt nørdet, men jeg savnede desuden noget af den  intertekstualitet – hvor Houellebecq lader sin tekst tale sammen med andre af fransk litteraturs kæmper – men anerkender, at dette nok har været vanskelig at formidle dramatisk for instruktøren. Et sidste kritikpunkt drejer sig om slutningen, hvor François tilkendegiver sin kommende (gen)ansættelse på universitetet. I forbindelse med romanens afslutning betjener Houellebecq sig af den franske grammatisk muligheder. Ved hjælp af en hypotetisk konditionel lader han det stå åbent, hvilket valg François ender med at træffe. Dermed slutter Underkastelse uafklaret, hvilket efter min mening udgør en stor del af charmen ved netop denne roman, som den dramatiske gengivelse på Betty Nansen Teatret desværre ikke fik med…

Dette var alt for nu. Vi endte med at få en dejlig aften, som snildt matchede sofaens lyksaligheder!

På godt gensyn i litteraturens verden,

Pernille