Tillykke Monsieur Houellebecq!

“Joyeux anniversaire Monsieur Houellebecq!”

60 år i dag. Tiden iler, og det gør jeg så også med min lykønskning. Ikke at jeg normalt holder regnskab med, hvornår diverse forfattere har fødselsdag, men Lise Garsdals artikel i gårsdagens udgave af Politiken henledte min opmærksomhed på din runde dag. Oh du fransk litteraturs enfant terrible. Jeg håber du får en dejlig dag, hvor du bliver fejret af gode mennesker, som mener dig det vel, mildner ubehaget ved eventuel ensomhed, og som desuden får dig til at føle det bare nogenlunde okay at være blevet endnu et år ældre. Skulle det ikke mage sig helt sådan, så håber jeg, at du vil have en god forsyning vederkvægende litteratur på natbordet, samt den mængde stimulanser, som der måtte skulle til for at lindre smerten…

Houellebecq, du er en forfatter, som deler vandene. Nogle opfatter dig som en provokatør, der skriver grimt om kvinder, og som har et anstrengt forhold til islam. Andre hylder dig som en shamanagtig skikkelse eller seer – un mage, som de siger i dit hjemland – der som få formår at tage temperaturen på Europas skrantende civilisation. For mig var du længe en omdiskuteret forfatter, jeg ikke selv havde læst, men som jeg bestemt ville vende tilbage til, når tiden tillod det.

Dette – mit manglende kendskab til dig og dit forfatterskab – ændrede sig fra og med den spæde begyndelse af 2015, hvor din roman Soumission udkom på dagen for terroranslaget på satiremagasinet Charlie Hebdo. Opildnet over det jeg læste i medierne om dit seneste litterære skud på stammen, fortalte jeg min familie, at det kunne være sjovt at kaste sig ud i at skrive BA-projekt om Soumission. Også selvom romanen endnu ikke var udkommet i oversættelse, og uden i øvrigt at vide, hvad jeg selv ville synes om bogen. Min skønne mand og ditto datter bakkede op om projektet; og Soumission viste sig at være et interessant bekendtskab. Også dine øvrige romaner og tidligere digte læste jeg. Undertiden fandt jeg din vinkling en smule konstrueret eller fortænkt, andre gange genial. Tilgiv mig M. Houellebecq, når jeg siger, at dit forfatterskab ikke er for svage sjæle. For også jeg har grædt og lidt over ensomheden og misantropien i dit værk. Genkendt forfaldet og tænkt, at din litteratur ikke bare var et spejl, men også et troldspejl, som langede ud efter alt og alle, – og ikke mindst dig selv. På gode dage – og især under læsningen af Underkastelse, som din roman hedder i dansk oversættelse – har jeg heldigvis moret mig kurfyrsteligt over satiren og din evne til at SE nutidens mennesker. Som du dog spider os og det moderne samfund med dets neoliberalisme, sex og konkurrence. Og ja – uanset om vi bryder os om det eller ej – synes konkurrencen at brede sig til alle områder af vores kapital- og frihedsfokuserede liv.

Det ville være dejligt, hvis man kunne afvise dit projekt som nonsens eller i det mindste hævde, at kampzonen da ikke var blevet udvidet helt lige så grumt, som du fremskrev det i din debutroman fra 1994, og som du i øvrigt har gjort det lige siden. Men M. Houellebecq, du er et tæskehold på to ben. Man kan håbe, at din evne til at diagnosticere civilisationssygdomme vil inspirere mange læsere, så der måske en dag opstår et blik for vigtigheden af at engagere sig i samfundet, samt i kampen for mere ånd, mere nærvær og fremfor alt mere fællesskab. Det ville være cool, for på den måde bliver det ligesom lidt lettere at håndtere alderens og forfaldets nådesløse fremmarch, ikke sandt?

Gid din dag må blive fantastisk Monsieur Houellebecq. Jeg vil afvente dit næste litterære bidrag med skrækblandet forventning. Jeg ved jo, at der følger såvel tæsk som indsigt med i kølvandet…

Alt godt,

Pernille,
Erklæret dansk læser