Sorgbare liv – etik og flygningedebat

Mandag d. 13. november er der debataften i Politikens Hus. Bag arrangementet står Brandes Selskabet og Politiken Live. Under titlen: Hvilke liv skal vi sørge over?, bliver der budt op til debat om etikken bag den aktuelle flygtningesituation. Med baggrund i Hannah Arendts og Judith Butlers tænkning skal oplægsholderne og vi andre diskutere Europas flygtninge- og immigrationspolitik. Jeg glæder mig, for der er skarpe knive i skuffen denne aften. Og så er emnet vigtigt.

Velkomst v. Elisabeth Møller Jensen

Vi bliver budt velkommen af Elisabeth Møller Jensen, som er forkvinde for Brandes Selskabet, I panelet sidder digter og dramatiker Peter-Clement Woetmann, ph.d. i litteraturvidenskab ved SDU Iben Engelhardt, samt filosof Mikkel Thorup fra Århus Universitet. Ordstyrer for debatten er lektor Elisabeth Friis, som jeg mindes engang at have læst en artikel om intertekstualitet af.

Elisabeth Friis faciliterer debatten

Debatten tager afsæt i tre konkrete værker. Jeg har læst værkerne tidligere, og er klart fan på forhånd. Men så er det alligevel som om, at værkerne bliver endnu mere substantielle af at blive bragt op i dette forum.

Værkerne – som jeg kaster mine varmeste anbefalinger efter – er:

  • Judith Butlers essaysamling: Krigens rammer (med undertitlen “Hvornår er livet sorgbart?”) (2009)
  • Hannah Arendts essay: Vi Flygtninge (som Arendt skrev under krigen (1943))
  • Peter-Clement Woetmanns langdigt: Bag bakkerne, kysten (2017)

 

Butlers bog er bl.a. interessant, fordi den formår at åbne vores øjne for rammesætningens betydning for opfattelsen af den medierede virkelighed, vi dagligt møder på tv, net og i aviser. Derudover skaber Butlers bog refleksion over det indlysende forkerte i, at nogle liv skattes mere end andre. Hvorfor sørger vi eksempelvis over døde i forbindelse med terror i europæiske lande, mens vi lades kolde overfor de mennesker, som dør under statsinitieret bomberegn over f.eks. Mellemøsten?, spørger Butler sig selv og os andre. Præmieeksemplet er fotografiet af den lille dreng Aylan Kurdis, som blev fundet druknet i vandkanten. Dette billede er så smerteligt, at det får Europa til at forstå, at der må handles. Butler diskuterer vores sensibilitet i forhold til denne form for indramning. En svær og vigtig problematik, synes jeg.

Læs hvad wikipedia skriver om Judith Butler her

Arendt er ikke altid helt let tilgængelig, men i essayet Vi Flygtninge kan vi alle være med. Hør bare her, hvad Arendt siger om, hvordan nogle flygtninge, skamfuldt tyer til selvmordet som en sidste sørgelig udvej:

Men vores selvmordere er ikke gale oprørere, der trodser livet og verden, og som prøver at dræbe hele universet ved at dræbe dem selv. De forsvinder på stille og beskeden vis, som om de prøvede at undskylde for den voldelige løsning, de fandt på deres personlige problemer. Efter deres mening havde politiske begivenheder intet med deres individuelle skæbne at gøre; i gode og dårlige tider troede de kun på sig selv. Nu finder de en eller anden mystisk brist i dem selv, der afholder dem fra at komme videre. Efter at have følt sig berettiget til visse sociale standarder siden deres tidlige barndom, opfatter de sig selv som fiaskoer, hvis de ikke længere kan opretholde den standard. Deres optimisme er et forgæves forsøg på at holde hovedet oven vande. Bag facaden af munterhed kæmper de konstant med deres fortvivlelse. Til sidst dør de af en form for selvoptagethed.

Hvis vi bliver reddet, føler vi os ydmyget, og hvis vi bliver hjulpet, føler vi os fornedret.

Passagen er oversat af Mikkel Flohr, og han har suppleret med et indsigtsbefordrende efterord. Læs begge dele, og du vil med garanti føle dig klogere.

Læs hvad wikipedia skriver om Hannah Arendt her

De tre oplægholdere leverer deres indlæg. Iben Engelhardt er Butler-kyndig og desuden medoversætter af Krigens rammer, som hun har oversat sammen med Mikkel Krause Frantzen. Mikkel Thorup er klog på både idéhistorie og Hannah Arendt, som han har skrevet indtil flere værker om. (Jeg har tidligere på året læst Thorups bog Du skylder! Om moralsk & økonomisk gæld. Den er super god, så jeg forventer mig en masse). Thorup skuffer heller ikke i denne omgang. Jeg vil fremhæve følgende: Arendts essay er sørgeligt aktuelt, selvom Thorup også peger på et punkt, hvor Arendt ikke er tidsvarende. Arendt var stærk optaget af det gamle Grækenland og bekendte sig til den form for politisk tænkning, hvor det politiske blev varetaget af eliten, dvs en lille oplyst skare i polis. Oikos derimod var renset for politik. Her – dvs. i datidens hjemlige arne – holdt en familiefader hus med hustru, børn og slaver. Oikos var økonomisk, men ikke politisk funderet. Arendt var med andre ord fortaler for et politisk system, hvor der var vandtætte skotter mellem oikos og polis. I dag forholder tingene sig anderledes i det politiske system. Og Arendt ville ifølge Thorup formentlig have haft svært ved at kapere, hvordan vores politiske institutioner er gennemsyret af storhusholdning. Til gengæld mener Thorup, at Butler vil være god at tage op, hvis man ønsker et tidssvarende bud på vores samtids etiske udfordringer med flygtninge- og immigrationspolitikken.

Woetmann læser op fra sit digt

Peter-Clement Woetmann leverer litteraturens perspektiv på kontrasterne mellem den priviligeredes og den eksileredes mere åbenlyst sårbare, udsatte liv. Woetmann læser den sansemættede klagesang op i sin helhed. Her må lommetørklædet ærlig talt frem. Passagen nedenfor viser Woetmanns enkle greb med stilfærdigt og sanseligt at kontrastere, hvad kroppen er, og hvad den ikke er. Passagen er bare en af mange, og det er rørende, hvordan et navn pludselig får én til at forstå, hvordan der er rigtige mennesker og skæbner bag de forstemmende statistikker:

Min krop er korngule marker og den milde vind i træerne i en lysning i skoven.

Min krop er bakkerne og bag bakkerne, kysten.

Min krop er ikke tolv døde mænd i en skibscontainer på en færge på vej mod Grækenland.

Min krop er ikke manglen på ilt og den stadigt tættere varme.

Min krop er ikke tre kroppe kastet over bord fra overfyldt skib.

Efter oplæggene åbnes der for spørgsmål fra salen. Selv vil jeg gerne vide, hvad oplægsholderne mener, kunsten kan, som virkeligheden ikke formår. De tre paneldeltagere er ret enige. Kunsten rammesætter, ligesom eksempelvis fotografier gør det. Kunsten holder problemerne op foran os, så de ikke virker enkeltstående, men som noget vi rent faktisk er fælles om. Og så kan kunsten, fremfor alt, få os til at reflektere over de forskellige præmisser for sår- og sorgbare liv.

Anatolio filmer arrangementet

Aftenen slutter trods det alvorlige emne med en vis optimisme. Der er meget at gøre, men alene fremmødet lader til at indikere, at der er mange, som ikke hverken kan eller vil acceptere, at flygtninge fortsat skal være stats- rets- og hjemløse i verden…

Hvis du er nysgerrig efter at vide mere om, hvad der skete denne aften, kan du tjekke Brandes Selskabets hjemmeside, hvor der ligger en forkortet optagelse af arrangementet.

Du kan også følge debatten på YouTube, hvor fotograf Anatolio Kronik har lagt et uddrag ud: 

.

Selv går jeg hjem både løftet og taknemmelig over at have befundet mig i selvskab med så mange engagerede mennesker, som tydeligvis har både mod, lyst og evne til at handle. Mere af det. Som bonus-info kan det siges, at arrangementer som disse er gratis for medlemmer af Brandes Selskabet.

Alt godt og på “gensyn” i litteraturens verden,

Pernille