Rødt og sort

30. april 2018.

Som litteraturinteresseret er det ikke ualmindeligt at have en liste over kanoniske værker, man ønsker sig at få læst. Tænk bare på opslagsværker af typen 1001 bøger du skal læse før du dør. Den slags opslagsbøger ville næppe være så udbredt, hvis ikke folk nærede drømme om at komme i land med diverse læseprojekter. Der har også længe figureret en stribe ikoniske værker på min egen læseliste. Stendhals samtidsroman Rødt og sort fra 1830 om kærligheden og samfundet under Bourbon-restaureringen i Frankrig er bare en af dem. Og selvom man som litteraturstuderende på Syddansk Universitet hvert semester skal udvælge sig 10 kollokvier, dvs. værker med klassikerstatus fra antikken og frem til i dag, lykkedes det mig aldrig selv at få læst netop denne roman trods alskens gode hensigter. Klostret i Parma fik jeg dog læst, men var ikke så begejstret, at det motiverede mig til at hente den antikvariske udgave af Rødt og sort ned fra reolen. Nu hvor min uddannelse på Københavs Universitet nærmer sig sin afslutning har jeg imidlertid stillet mig en lignende kolllokvie-udfordring, som den jeg i sin tid havde glæde af i Odense. Jeg SKAL kort sagt have læst 10 af de værker, der rangerer højest på min imaginære læseliste. Og deriblandt altså Stendhals Rødt og sort. 

Rødt og sort, bind I

Stendhal hed i virkeligheden Henri Beyle, men tog navnet Stendhal som en hyldest til en tysk kunsthistoriker fra Stendal i Brandenburg. Stendhal var rimeligt produktiv, men nærede ingen illusioner om, at hans samfundskritiske roman Rødt og sort skulle blive læst af hans samtidige. Romanen var ifølge forfatteren selv halvtreds år forud for sin tid, og i virkeligheden kun tiltænkt få ihærdige læsere.

Romanens specielle titel hentyder bl.a. til farverne på to af samtidens væsentligste klædedragter, nemlig den røde officersuniform og gejstlighedens sorte præstekåbe. Men titlen er også en henvisning hovedpersonen Julien Sorels personlighed, som spænder fra lidenskab til følelseskulde. Endelig er rødt og sort desuden netop de to farver, som vi kender fra roulettens snurrende hjul på det grønne spillebord. Og rouletten er et udmærket symbol på den tilfældighed, som synes at kendetegne livet og dets valg for et ambitiøst ungt menneske som unge Julien, der er splittet mellem karrieredrømme indenfor så forskellige erhverv som trosformidling og professionel krigsførelse.

Tømrersønnen Julien Sorel vil gerne til tops i samfundet men ved, at det kan blive svært, når man ikke har hverken penge på kistebunden eller en adelig titel at smykke sig med. Julien er imidlertid både ærgerrig og målbevidst. Og da han holder meget af at læse, og desuden husker godt, øjner han snart en mulighed for at gøre karriere indenfor kirken. Den lokale præst Chélan holder meget af Julien. Derfor tager han ham også under sine beskyttende vinger og sørger for, at han lærer latin. Udenad skulle man måske sige, for bibelstederne er vist mere lært med bagdelen end det er udtryk for reelle færdigheder. Juliens kundskaberne imponerer imidlertid det lokale borgerskab. Fint skal det  være. Snart er Julien en så eftertragtet vare, at han bliver tilknyttet et vellønnet job som huslærer for borgmester de Rênals børn i provinsbyen Verrières. Der går ikke længe før der opstår et kærlighedsforhold mellem den dydige og kærlighedshungrende Madame de Rênal og Julien Sorel. En jaloux medborger – som selv har bejlet forgæves til Madame de Rênal – sladrer imidlertid til borgmesteren. Endnu engang kommer Juliens mentor, præsten Chélan ham til undsætning. Og selvom Chélan godt ved, at dybden på Juliens tro er begrænset, og udmærket forstår, at Julien er mere optaget af ussel mammon og sociale opstigning end af at tjene Gud, så hjælper han alligevel Julien ind på et præsteseminar i byen Besançon. Julien beundrer Napoleon og drømmer i hemmelighed om en karriere indenfor militæret, men det forhindrer ham ikke i at takke ja til tilbuddet som kommende discipel i troens verden. Snart efter brillerer han på seminaret, men vækker også misundelse blandt de andre præsteaspiranter, som udover Juliens kvikke hoved misunder ham hans evne til at sikre sig beskyttelse og beundring blandt betydningsfulde mænd.

Lederen på seminariet er således en af Juliens mentorer, og han har godt bemærket den misundelse, som hersker omkring Julien. Så for at undgå, at hans protegé skal komme noget til, da han selv forlader sin post som leder for steder, foreslår han Julien at tage ansættelse som privatsekretær hos diplomaten Marquis de la Mole i Paris. Julien accepterer tilbuddet om ansættelse, og bliver snart efter følelsesmæssigt involveret med den arrogante datter Mathilde, som han gør gravid. De to unge begynder nu et farligt spil og en nådesløs leg med hinandens følelser. Julien  forstår udmærket den foragt, som udgår fra den adelige familie, og herunder i særdeleshed fra Mathilde. Efter forskellige forviklinger nægter Marquis de la Mole pludselig den ægteskabelige forbindelse mellem de to unge, som han ellers efterhånden har sanktioneret. Udslagsgivende bliver det, at Marquis de la Mole modtager et brev, hvori Madame de Rênal  beskylder sin tidligere elsker for at udnytte sit gode udseende til at charmere unge kvinder. Julien tager tilbage til Verrières, hvor han skyder Madame de Rênal. På ægte fransk vis er Julien i virkeligheden aldrig holdt op med at elske den dydige og moralsk uangribelige Madame de Rênal. Dette går op for ham, da han finder ud af, at hans første kærlighed ikke er død af hans skud. Julien dømmes ikke desto mindre alligevel til døden. Mathilde – som ganske vist selv mener, at også hun elsker Julien – er i virkeligheden mere forelsket i sin egen tragiske og romantiske forestilling om et liv med Julien, som hendes far har måttet adle for passe ind i hendes idealforestillinger om et passende ægteskab.  Derfor kysser hun også Juliens afhuggede hoved, ligesom en af familiens andre kvinder har gjort det tidligere i slægtens historie. Madame de Rênal dør til gengæld af sorg, fordi hun ikke kan bære at have mistet den mand, hun elskede af et ærligt hjerte.

Rødt og sort, bind II

Da jeg havde læst romanens to bind til ende, kunne jeg ikke lade være med at spekulere over, hvorfor pokker det skulle tage så lang tid at få læst netop denne fantastiske roman, hvor forfængelighed, opportunisme og så megen anden dårskab står for fald. For det er i sandhed et mesterværk, og til og med et dugfriskt et af slagsen trods de snart to hundrede år, det har på bagen.

Derfor iler jeg da også med mine varmeste anbefalinger, idet jeg håber, at også du – kære læser – vil unde dig selv en unik læseoplevelse. Stendhal var som få en voyeur af både følelser, mennesker og det samfund, han selv var en del af. Læs Rødt og sort nu – du vil med garanti ikke fortryde det!

Alt godt og på gensyn en anden gang i litteraturens verden,

Pernille