Revolution

7. april 2018.

I begyndelsen af marts var min husbond og jeg på en forlænget weekend i Reykjavik for at træne karate med en af vores stilarts store mestre og en flok sympatiske lokale karateudøvere. Turen faldt sammen med min fødselsdag, og min bedre halvdel havde ikke glemt dagen. Med Islands overjordisk skønne, næsten hvide lys strømmende ind ad hotellets vindue kunne jeg på morgenkvisten pakke et par bøger op, som længe havde været på at læse-liste; nemlig Leonora Christina Skovs roman Den, der lever stille og Emmanuel Macrons Revolution.

Læs mere om Den, der lever stille her

Læs mere om Emmanuel Macron på wikipedia her

Revolution er ikke et litterært værk i klassisk forstand, men bogen er så forankret i kultur, litteratur og åndsvidenskab, at der simpelthen en omtale med her på hjemmesiden. Jeg skal ikke trætte nogen med min egen politiske observans, men indrømmer gerne, at jeg helt klart er fan, når en præsident fremhæver vigtigheden af at tilbringe tid i selskab med litteraturen, og desuden vedgår sig sit politiske projekt vel vidende, at det ikke vil finde nåde for alles smag.

Macrons bog

Macrons bog er en lækker lille sag, som i Peer Bundgaards danske oversættelse er udgivet på Informations Forlag. Og tak i øvrigt til forlaget for at have fundet det umagen værd at spendere en anstændig kvalitet på bogen! Den er nemlig rar at sidde med, ikke mindst fordi man på forlaget har forstået glæden ved at læse en tekst, som ikke kræver, at luppen skal frem. På forsiden sladrer titlen om det radikale i Macrons projekt og trikoloren pryder midten af coveret. Bemærk desuden, hvordan ”forfatterens” smilende kontrafej er placeret i højre side, i den røde del af fanen. Dette er der formentlig en del symbolik i, for Macron er vanskelig at indplacere i det politiske landskab. På den franske højrefløj finder man ham lige lovlig “rød”, mens venstrefløjen til gengæld hævder, at Macron – med sin fortid i finansverdenen – er ”liberalist” og lakaj for kapitalen og de mennesker, som i forvejen har noget på kistebunden. Alt dette ved Macron tydeligvis godt, og benytter derfor også lejligheden til med egne ord at fortælle læseren, både hvem han er, hvor han kommer fra, og hvad han står for. Det stopper imidlertid ikke der. Bogen er opdelt i en række korte kapitler, som fortæller os om franskmændenes identitet  – og som på sloganagtig vis fremmaner komponenterne i det revolutionære projekt. Revolutionsmetaforikken er vigtig, fordi Macron netop er så optaget af menneskerettighederne frihed og lighed, som blev udstukket i menneskerettighedserklæringen af 26. august 1789. Og så artikulerer Macron desuden det sidste af revolutionsdagenes slagord broderskab, når han bogen igennem maner til solidaritet.

Macron har tydeligvis mange mærkesager. Uddannelse er en af dem, for vejen til frihed, oplysning og et anstændigt liv med reel mulighed for selvforsørgelse fordrer kompetenceudvikling og dygtiggørelse livet igennem. Jeg finder desuden Macrons “udsyn” bemærkelsesværdigt. Han kommer virkelig rundt om en bred palet af samfundets problemstillinger. Der bliver tænkt på arbejderen, som har mistet sit job i kølvandet på ny teknologi. Der bliver tænkt på politikeren, som ikke kan komme videre til et job udenfor det politiske system, men klæber til taburetten selv efter, at visionerne om at hjælpe andre er forsvundet. Og så bliver der tænkt på det prekære arbejdsmarkedet, hvor bl.a. akademikere med lange uddannelser må leve med usikre fremtidsperspektiver, fordi de – i bedste fald – får tilbudt kortvarige projektansættelser. Macron er også optaget af klima- og migrationsproblematikkerne, som han mener kalder på supranationale løsninger. Dermed introducerer Macron sin helt store mærkesag, projekt Europa. Ifølge Macron har vi ikke store chancer for at overkomme de fælles udfordringer, hvis ikke vi står sammen og er solidariske med hinanden på tværs af landegrænser. Macron vil – som der står på bagsiden af bogen – det, han kalder ”den dobbelte frygt” til livs – den højrenationale frygt for det fremmede og alle andres frygt for de højrenationale.

Macron har også en intersant tilgang til kunst og kultur. Den 18. marts stødte jeg i Politikken på en kronik med den provokerende titel ”I Frankrig læser politikerne faktisk bøger”. Kronikken var skrevet af kulturproducent Lise Bach Hansen, som hæftede sig ved, hvordan Macron bruger litteraturen som en art ledelsesredskab. Lise Bach Hansen tager bl.a. Macron til indtægt for følgende tre udtalelser: ”Hvis jeg glemmer at læse, glemmer jeg forholdet til følelser og fornuft, jeg glemmer forholdet til det tidsløse.” ”Hvis ikke jeg læser poesi eller filosofi, bliver jeg for hurtigt træt.” ”Politikere bør læse mere end alle andre, så de hele tiden kan være i en slags åndelig skabelsesproces, hvor målet er at komme fremad, netop fordi øjeblikket ikke er perfekt, man kan blive bedre.”

I kapitlet ”At ville Frankrig” fra Macrons bog er jeg desuden stødt på følgende passage, hvor den belæste præsident taler om kulturens sammenhængskraft:

Vores kultur er det, der samler os. Det er den, der forbinder os med hinanden. Den skal ikke være elitær, tværtimod. Den har døre, der er åbne for alle. Jeg har flere gange oplevet, hvordan et digt, en given tekst, kunne vække følelser og fjerne barrierer. De følelser, jeg har delt med andre, når jeg ved vores offentlige møder nævner André Gide eller Louis Aragon, dem, jeg selv føler, når jeg for eksempel hører Abd al Malik tale om Camus.

Denne arv er vores våben mod splittelsen, det er vores våben mod radikaliseringen, det er vores våben mod resignationen.

Jeg kender ikke selv sangeren, poeten og forfatteren Abd al Malik, som Macron nævner i citatet ovenfor, men tjekkedede nettet, fordi jeg også selv er glad for er Camus. På YouTube ligger der desuden flere optagelser, hvor Malik på forskellig vis tilkendegiver sin taknemmelighedsgæld til den fransk-algierske forfatter. Dyrk engang dette udsagn:

Uden Camus, ville jeg være død, i fængsel eller blevet skør” (<<Sans Camus, je serais mort, en prison ou devenu fou>>)

Jeg vil slutte min omtale af Revolution med at kaste de varmeste anbefalinger efter en bog, jeg opfatter som et must read for både franskmænd, politikere, europæere og alle andre med interesse for den tid vi lever i og den klode, som er vores fælles ansvar.

Hermed lettes der på hatten for Macron, hans ånd, mod, vilje og visionære Revolution. Chapeau!

Alt godt og på gensyn en anden dag!

Din ven i litteraturens verden,

Pernille