Den politiske samtidsroman i Norden

I øjeblikket følger jeg et kursus på Københavns Universitet, som har titlen “Den politiske roman i dag”. Det er et fantastisk kursus, og – hvis det går, som jeg har agt – vil du indenfor nærmeste fremtid kunne finde mere her på hjemmesiden om den litteratur, vi læser dér.

I forbindelse med kurset har vi d. 24. november afholdt en litteraturkonference om den politiske roman i Norden. Her har vi beskæftiget os med, hvordan “romanen” ser ud netop nu. Det er – som det vil fremgå nedenfor – naturligvis helt forkert at tale om “den” politiske roman, som om det kun er én ting. Det er det nemlig ikke.

Konferencen er lukket for offentligheden. Den består bl.a. af oplæg fra studerende, som på grund af uddannelsens krav om aktiv undervisningsdeltagelse, skal løfte formidlingsopgaver af forskellig slags. Derved tages presset af formidlerne, og vi kan desuden tale om litteraturen på en lidt mere nørdet og indforstået måde, end man ville kunne tillade sig, hvis arrangementet var offentligt.

Programmet er ambitiøst. Dagen byder på oplæg om poeten Ursula Andkjær Olsens romandebut Krisehæfterne fra i år, Andrzej Tichýs roman Kairos (2013), norske Mathias Faldbakkens konceptuelle trilogi Skandianvisk Misantropi, som udkom under pseudonymet Abo Rasul mellem 2001 og 2008, samt hans seneste roman The Hills fra i år. En roman, som ifølge oplægsholderen bryder med Faldbakkens tidligere bevidst politisk ukorrekte måde at skrive på, men som stadig er optaget af dobbeltrollen som kunstner og forfatter. På konferencen er der også oplæg om Lone Aburas’ to seneste romaner Politisk Roman (2013) og agitprop-værket Det er et jeg der taler (Regnskabets time) fra i år. Lektor Tue Andersen Nexø giver en forelæsning om et af litteraturens vidnesbyrd fra velfærdsstaten, hvor han bl.a. ser på “sjusk(et idealisme) og kynisme” i sin præsentation af Lars Frosts roman Smukke biler efter krigen. En studerende taler desuden om “det litterære genskrivningsformat” og fortæller bl.a. om sin deltagelse i den internationale litteraturfestival Documenta 14, som i år er blevet afholdt under temaet globale kriser.

Dagens program slutter med det, som jeg selv glæder mig mest til. Vi får besøg af Madame Nielsen, som skal tale om  Den endeløse sommer (2014), Invasionen (2016) og Det højeste væsen fra i år; samt Ursula Andkjær Olsen, som vil fortælle om Krisehæfterne.

Af Faldbakkens værker har jeg selv læst Unfun, som er den sidste roman i Mathias Faldbakkens trilogi. Unfun er ikke for sarte sjæle. Så hvis man har det svært med grovkonet sprogbrug, vulgaritet og politisk ukorrekthed, så kommer der en “trigger warning” her. Hvis du derimod ikke er alt for let at ryste, vil du formentlig få dig en overraskende læseoplevelse, og måske igennem latteren få adgang til et eller andet forløsende eller erkendelses-befordrende.

På fotoet nedenfor, ser du de af konferencens øvrige romaner, som jeg selv nåede at få læst.

Den politiske roman i Norden i dag

Konferencens forskellige politiske romaner kan og gør noget forskelligt. Aburas værker er hurtigt læst, hvilket de ikke bliver dårligere af. Romanen Politisk roman er et satirisk værk om en dansk dysfunktionel families pseudo-engagement i flygtningeproblematikken. Dette giver både titlen på værket og den knyttede røde næve på romanens forside læseren et hint om, allerede inden man får åbnet værket. Romanen er fortalt udfra en usympatisk kvindelig jeg-fortællers perspektiv. Romanen tegner desuden et billede af en dansk middelklasse, som “klarer samvittigheden ved at “anskaffe sig” en illegal flygtning” – ligesom man i senfirserne på MC Einars’sk “klarede samvittigheden med en ulands-kalender”. Jeg skal ikke spolere plottet, hverken i denne roman eller i Aburas’ agiterende propagandaværk, hvor et vredt jeg åbent flager op med, at hun har fået nok af folk, som ikke forstår, at “huden ikke er en accessory, man kan tage af og på” efter forgodtbefindende.

I Ursula Andkjær Olsens værk, er der også et vredt jeg, som taler. Jeg husker tydeligt dengang Ursula Andkjær Olsen blev kendt som sprog-eqvillibristisk poet for efterhånden mange år siden, men har ikke været på vognen siden digtsamlingen Ægteskabet mellem vejen og udvejen udkom i 2005. Krisehæfterne har fået mig på vognen igen. Hæfterne varedeklareres som roman + spejl. Værket består af 12 håndskrevne hæfter, som Andkjær Olsen efterfølgende har redigeret. Roman-delen udgøres af de første 10 hæfter, hvor en vred kvindelig fortæller – Pandora – åbner for sin æske med artigheder. De to sidste hæfter er skrevet med en mere afdæmpet Ursula Andkjær Olsen-agtig stemme.

Det er ikke nogen enkel opgave at give et handlingsreferat, så det vil jeg lade være med, men Pandora er som karakter en urkvinde. Hun forlades af manden Romeo, som hun ikke kan tilgive for dette. Pandora er forelsket i Alfa, og hun er i jævnlig (imaginær) dialog med både mændene og et par veninder. Pandora er altså på den ene side en vred og indigneret alt-agtig skikkelse, som får universet til at ryste, når hun piller sig i navnlen. Andre gange er hun frygteligt usikker på sig selv og kan kun lige klare at ligge i fosterstilling, mens hun prøver at overkomme den centrifugalkraft hendes tankeverden er.

Læs mere på wikipedia om Pandora og hendes æske her

I romanen – som er udsmykket med sort-grå illustrationer af Sophia Kalkau – er alt filtret ind i hinanden. Der er rigtig megen ensomhed, og desuden en slags urfrygt tilstede, hvor mange forældre formentlig vil kunne genkende en universel frygt for ikke at tage sig godt nok af deres børn.

Formen i værket mimer Pandoras kaos. Krisehæfterne er vild og voldsom læsning, og efter min mening et ret syret form-eksperiment, som man skal læse, når man ved, at man har det fornødne overskud til at tage udfordringen på sig. For romanen ER udfordrende læsning. Jeg er heller ikke fri for at opleve romanen som et “spejl med spejl på.” For hvem kender ikke vreden, når den skyder med spredehagl, men som alt for ofte peger indad? Ifølge Ursula Andkjær Olsen, skal vi blive bedre til at “sjuske”, og desuden favne eksempelvis “den fyldlige kvindelige cyklist”, som med slingrekurs bryder vores effektive, resultatorienterede fremfærd i verden. 

Madame Nielsen går personligt til værks i sin præsentation af de tre nævnte værker. Jeg vil ikke gå i detaljer med handlingen, men har selv med fornøjelse læst Det højeste væsen. Romanen følger to spor. I det ene spor er der et storpolitisk fokus på diktatoren Nicolae Ceaușescu og dennes hustru Elena, som begge blev henrettet i Rumænien 1. juledag 1989. Denne begivenhed står desuden mejslet i min egen erindring. (Jeg vil aldrig glemme mit ubehag og min vantro, da jeg højgravid og underdrejet af influenza stod op til de tv-transmitterede billeder af, hvordan diktatoren og dennes hustru blev stillet op mod muren og skudt uden rettergang.) Det andet spor er en kærlighedshistorie mellem to mennesker. Her følger vi en solodanserinde fra den romænske statsballet – som ved skæbnens mellemkomst og efter en pludselig opstået mulighed stiger på et fly til Danmark – samt hendes liv og intermezzoer med en elsker. De to spor viser sig at være forbundne på en måde, jeg ikke vil afsløre her. Til gengæld vil jeg godt love en læseoplevelser som læsere, der holder af verdens-litteratur fra Herta Müller, Marcel Proust eller Patrick Modiano med garanti vil synes om. Her er glemsel og jagt på erindring, men her er også politik, tilsløring og sanselighed, så det forslår.

Andrzej Tickýs roman Kairos, er det sidste værk, som jeg vil give  et par ord med på vejen. Romanen udgør en af højdespringerne blandt mine læseoplevelser til denne konference. Tjekkisk-svenske Tický var i 2014 indstillet til Nordisk Råds litteraturpris for værket – og med ualmindelig god grund. Jeg har det selv lidt løjerligt med at betragte romanen som en roman, for værket er en både politisk og lyrisk affære, hvor det kan være svært at få hold på et sammenhængende narrativt forløb. I et af romanens 6 spor formidles handlingen i rendyrket poetisk form. De andre spor er bl.a. båret af reale hændelser og personer. I et spor indgår således den tunesiske grønthandler Mohamad Bouazizi, som i afmagt satte ild til sig selv og dermed blev en af de vigtige skikkelser under det arabiske forår. 

Læs mere på wikipedia om Mohamed Bouazizi her

Jeg har kun selv læst Tickýs roman en enkelt gang, men valgte at gå til læsningen i erkendelse af, at der ville være rigtig meget, jeg ikke ville kunne forstå. Alene titlen er jo speciel. For hvad er Kairos egentlig? Efter googleopslag og ved læsning af romanen blev min uvidenhed lidt mindre. Kairos er et kvalitativt begreb – en slags mulighedsrum om man vil – som er forskelligt fra den lineære tid, som er kvantitativ.

Under konferencen holder en medstuderende et oplæg, som med garanti vil gøre en evt. genlæsning lettere. Så hvis du – kære læser – skulle have lyst til at læse Kairos, vil jeg foreslå dig at læse om værket FØR du kaster dig ud i projektet. Der ligger flere værkbeskrivelser eller anmeldelser på nettet. Og en smule forberedelse vil utvivlsomt øge din læseoplevelse, uanset hvad.

Vores litteraturarrangement slutter med weekend-øl på universitetets Roland Bar. Jeg ville egentlig gerne have været med, men må liste af på grund af en anden aftale. Desuden er låget ved at lette af de mange tanker, som er blevet sat i gang under konferencen.

Ha’ det godt og god vind i litteraturens verden,

Pernille