Den politiske roman i dag

25. januar 2018.

I efteråret 2017 fulgte jeg Mikkel Krause Frantzens kursus Den politiske roman i dag på Københavns Universitet. Søgningen til kurset fra enorm, så vi endte med at være to hold, som startede hver undervisningsgang med en fælles forelæsning, der som oftest var centreret omkring den aktuelle forfatter eller inspirationslitteratur fra filosoffer eller litterært orienterede tænkere indenfor feltet. Derefter foregik undervisningen som klasseundervisning, hvor vi diskuterede romanerne, og hvor der ofte var oplæg fra de studerende.

På billedet nedenfor kan du se nogle af de romaner, vi beskæftigede os med på kurset. Dermed var det imidlertid ikke gjort. Vi havde også en workshop om den nordiske samtidsroman i tilknytning til kurset, som jeg har refereret fra under fanen “Talk of the town” her på hjemmesiden.

Læs mere om Den politiske samtidsroman i Norden her

Bøger til Den politiske roman i dag

Jeg vil ikke komme nærmere ind på de teoretiske inspirationstekster, men vi læste tekster af bl.a. Sartre, Jacques Ranciére. Fredrich Jameson, Georg Lukacs, Knausgård og “Bifo” Berardi.

Romanerne var mestendels nye bekendtskaber, selvom jeg havde læst Michel Houellebecqs roman Underkastelse, fordi jeg skrev BA-projekt om den på Syddansk Universitet i foråret 2015.

Nedenfor finder du en oversigt over kursets romanværker:

  • Laszlo Krasznahorkai: Satantango
  • Svetlana Aleksijevitj: Secondhand-tid
  • Tom McCarthy: Remainder
  • Ursula Le Guin: Scifi-romanen The Dispossessed samt de to kortere udgivelser Sur og Akaciefrøenes forfatter
  • Margaret Atwood: The Handmaid’s Tale
  • Chris Kraus: I love Dick
  • Michel Houellebecq: Underkastelse
  • Edouard Levé: Selvmord og Selvportræt

Vi lagde ud med at læse ungarske Krasznahorkais Satantango, som desuden er filmatiseret af Béla Tarr, hvilket der komen sort-hvid mere end 7-timers regnvåd affære ud af, som jeg selv har til gode at se, men som Mikkel Krause Frantzen anbefaldede varmt. Det vil næppe være helt galt at opfatte Satantango som en forfaldsroman, og flere kritikere betragter da også værket som en allegori over kommunismens utopi og fald. Tempoet i romanen er langsomt og mimer det stillestående miljø i den lille flække, hvor indbyggerne i overført forstand venter på Godot. Mere konkret er det imidlertid en skikkelse fra fortiden – nemlig forføreren og manipulatoren Irimiás – som kollektivet hænger deres håb op på. Alle har de en eller anden form for mellemværende med denne gådefulde skikkelse, som ret beset forekommer at være besjælet med både frelserens og plattenslagerens træk. Her er kvinden, som bærer på en sanselig længsel efter ham og det han repræsenterer, manden som mener at have hævn til gode og flere andre distinkte karakterer. Fællesnævneren for romanens karakterer synes at være forventningen om, at  Irimiás skal redde dem ud af det morads – eller den fattigdom og stilstand – som ingen af dem magter at få gjort op med hverken kollektivt eller på egen hånd. Lyder det tungt? Minder det om mudder eller hængedynd? Måske, men lad dig ikke afskrække. På listen over fantastiske politiske romaner, er dette formentlig det værk, som jeg selv har sat størst pris på at læse blandt de ovennævnte.

Svetlana Aleksijevitj’ værk Secondhand-tid udgør bare et af 5 værker fra den Nobelprisbelønnede hviderussiske forfatters cyklus om det, som hun har kaldt det “røde menneske” eller sovjetmennesket. Værket er interessant, men jeg vil alligevel opfordre dig til at begynde et andet sted, hvis Aleksijevitj udgør et nyt litterært bekendtskab for dig. Særligt værkerne Krigen har ikke et kvindeligt ansigt og De sidste vidner – som fortæller følelsernes historie fra henholdsvis kvinders og tidligere børns perspektiv – er fremragende og oplysende læsning. Hvis du gerne vil have en intro til Krigen har ikke et kvindeligt ansigt, vil jeg desuden anbefale dig at tjekke en podcast fra Radio24syv ud, hvor den danske oversætter af værket Tine Roesen taler med Jarl Cordua i dennes serie Hitlers æselører, som omhandler litteratur fra 2. verdenskrig.

Her finder du ovennævnte podcast om kvinderne i den Røde Hær

Næste skud på stammen blandt de politiske romaner er Tom McCarthys kultroman Remainder fra 2005. Romanen er en ejendommelig størrelse, som de studerende enten forholdt sig begejstret eller det stikmodsatte til. Og indrømmet – værket ER specielt, men jeg er ikke desto mindre glad for at have læst det.

Titlen Remainder hentyder til noget, som er blevet tilovers. Plottet går i sin enkelhed ud på, at en mand inkasserer en kæmpe forsikringssum, efter at han har fået noget i hovedet ovenfra. Hvad dette noget er, bliver aldrig klarlagt, men hovedpersonen bliver selvfølgelig stærkt traumatiseret og må undergå et intenst genoptræningsforløb for at tilegne sig selv basale færdigheder på ny. Da han inkasserer forsikringssummen – som han desuden får under forudsætning af, at han holder tæt med “ulykken” – går han i gang med at overveje, hvad han skal bruge de mange penge til. Efterhånden dæmrer det. Han går på jagt efter den tabte tid og beslutter sig for at se, om han kan genskabe hukommelse og virkelighed. Dette bliver et sanseligt og “autencitetsskabende” projekt af dimensioner. Og selv kan jeg ikke lade være med at mindes Marcel Prousts projekt med at dufte og smage sig til erindring. Jeg vil ikke spolere plottet, men hovedpersonen ansætter en projektleder og aflønner desuden folk, som ikke er skuespillere men “re-enacters” til at genskabe virkeligheden på en måde, som giver mening for hovedpersonen. Dette går via katte, som falder ned fra tage, kvinder der steger lever i en uendelighed og en mand, som spiller klaver for at kunne få hovedpersonen til at mærke verden. Til sidst i værket er vi ude i noget temmelig bizart, som jeg ikke vil løfte sløret for her. Værket udkom i kølvandet på 9-11, og jeg synes det vækker mindelser til netop denne begivenhed, selvom jeg stod alene med denne fortolkning på mit hold.

Du skal ikke trækkes igennem alle værkerne på listen, og måske du endda kender nogle af dem? Flere af romanerne er af lidt ældre dato, men mange af dem har alligevel på forskellig vis fået en renæssance. Både Atwood og Ursula Le Guin er ude i projekter, som har noget at gøre med feminisme, scifi og utopier eller dystopier på forskellig vis. Atwoods roman om Tjenerindens fortælling har man fornylig kunnet følge på HBO, hvor romanen er blevet gjort til en serie om kvinder, der ikke bestemmer over sig selv, deres seksualitet eller egen krop. Hvis det kniber noget med tiden til at få læst, vil jeg i særdeleshed anbefale Le Guins lille mesterværk Sol, som handler om en flok kvindelige opdagelsesrejsende. Her er kvinderne ikke ofre men handlekraftige individer på den gode måde…

Chris Kraus’ værk er også feministisk og supermodigt, fordi Kraus tør udforske kunst og litteratur, kvindelig lyst, seksualitet og det at fremstille sig selv på en måde, hvor man IKKE er super-tjekket. Hatten af for det og tak til Chris Kraus!

Michel Houellebecq – som visse læsere formentlig har hørt om, men ikke nødvendigvis læst – er stadig fransk litteraturs enfant terrible. Underkastelse udkom i kølvandet på terroranslaget på Charlie Hebdo i 2015, og romanen er et værk, som deler vandene ligesom Houellebecqs person og forfatterskab generelt gør det. Jeg vil ikke gå i detaljer med romanen her blot sige, at den er kontroversiel med værd at læse, fordi den på substantiel vis artikulerer Houellebecqs kritik af det neoliberale samfund, og den måde alle dele af livet er omdannet til en kampzone på. Hvis du har brug for en appetitvækker, kan du med fordel google dig frem til en artikel, som Karl Ove Knausgård har skrevet om Houellebecq og Soumission. Det er sjov og interessant læsning. Ikke mindst fordi begge forfattere gør så flittigt brug af performativ biografisme.

Det sidste forfatterskab, som skal have et par ord med på vejen er Edouard Levés, som vi sluttede semesteret af med at læse. Det var Selvmord, vi havde på pensum-listen, og værket er bl.a. bemærkelsesværdigt, fordi Levé tog sig af dage kort tid efter, at han havde indleveret manuskriptet til Selvmord. Dette er rigtig trist. Levé var kun 42 år, da han døde i 2007, og man synes desuden næsten, at man kender ham, når man har læst de to værker Selvportræt og Selvmord. Jeg vil ikke forgøgle nogen, at man bliver klogere på selvmord af at læse Levé, man hans værker er alligevel indsigtsbefordrende, lærerige og tankevækkende. Stilistisk set er de kortfattede og meget præcise – ja faktisk er det alt for let at genkende både Levé, sig selv og alle mulig andre i værkerne. Så læs dem. Det er hurtigt gjort.

Jeg vil slutte nu. Alle de nævnte værker har uden undtagelse været positive og meget overraskende læseoplevelser, som bestemt er en anbefaling værd. Jeg håber derfor, at også du vil gribe chancen og læse med. Du vil med garanti ikke fortryde det…

Alt godt – og på gensyn i litteraturens verden,

Pernille