“Og Nordisk Råds Litteraturpris 2018 går til “AR”!”

I tirsdags gik Nordisk Råds Litteraturpris til islandske Auður Ava Ólafsdóttirs roman AR. Et stort tillykke herfra og tak til såvel forfatteren som oversætter Erik Skyum-Nielsen og teamet fra Forlaget Batzer & Co, som alle har været med til at gøre en fremragende roman tilgængelig for de danske læsere.

Auður Ava Ólafsdóttirs “AR”

Romanen er en lækker lille sag, som det er en fornøjelse at læse. Med sit smukke turkise omslag tager bogen sig indbydende ud. Et udsnit af en tilknappet facade på et ramponeret hotel fra sydligere himmelstrøg pryder omslaget. Her giver den stængte dør og afskallede maling associationer til den slags ar, som vi mennesker bærer bag vores egne mere eller mindre lukkede facader. Motivet afskrækker imidlertid ikke, men vækker derimod læserens nysgerrighed. Gæstfrit inviterer Ólafsdóttir os ind i sit univers. Bladrer man i den kompakte men overraskende lette bog, noterer man sig desuden en tekst med luft omkring ordene og bogstaver, som er store nok til ikke at kvæle læselysten. Hurra for det, og tak til!

Handlingen kort

Romanens jeg-fortæller, Jonas Ebeneser er en mand på vej mod de halvtreds, som efter en traumatiserende skilsmisse finder ud af, at han ikke længere har nok at leve for. Det er således alt for længe siden, at han har delt intimitet og kropslig nærhed med en kvinde. Jonas ved præcis hvor længe. Og for at det ikke skal være løgn, har hans ekskone netop fortalt ham, at han slet ikke er far til den voksne datter Gudrun.

I romanens første del læser Jonas i sin ungdoms dagbøger og mindes dengang, han og Gudruns mors havde sex på vulkaner – og dér – troede han – undfangede deres kærlighedsbarn. Selvmordstankerne tager over. Vil krogen til lysekronen kunne bære hans vægt? Skal han hellere skyde sig, eller…? Jonas låner et gevær af en nabo, men når hurtigt frem til, at Gudrun ikke skal finde ham på den måde. Han må altså finde et andet sted til sit projekt. Jonas afhænder sin virksomhed, pakker en enkelt skjorte, en boremaskine og lidt værktøj ned i rejsetasken og begiver sig afsted. Destinationen er det lille Hotel Silence i et ukendt land, hvor en borgerkrig har hersket for ikke så længe siden. I romanens anden del tager livskraften langsomt over i Jonas. I mødet med mennesker, som har lidt mere end han selv, begynder han at skamme sig over selv at ville døden. Snart kommer det medbragte værktøj i brug, og Jonas mærker igen forfængeligheden røre på sig. Hvorfor har han kun taget én skjorte med, tænker han, da han får lyst til at gøre sine hoser grønne overfor en af romanens andre karakterer?

Jeg skal ikke løfte sløret for, hvordan romanen slutter. Blot sige, at der er meget at komme efter, og at AR udgør et overkommeligt måltid – også for småttærende læsere.

Motivationen for prisen og min egen begejstring

At  AR  stak af med prisen, og at det netop blev Auður Ava Ólafsdóttir, som nu vil kunne nyde godt af det økonomiske frirum, som den nette sum af 350.000 kroner giver, skyldes bl.a. stilsikkerheden og den lethed, hvormed Ólafsdóttir gør vanskelige emner som ensomhed og selvmord til genstand for kunstnerisk bearbejdning. Ólafsdóttir skriver, så man mærker smerten, men samtidig så man morer sig over de kostelige beskrivelser af menneskelig dårskab.

Livskraften er stærk her; og det er næppe nogen tilfældighed, at hotellet hedder Hotel Silence i dette samfund, hvor snigmord, voldtægter og folkedrab har været en del af dagens orden. Megen god litteratur har igennem tiderne beskæftiget sig med erindring og jagten på den forsvundne tid. Da jeg læste Auður Ava Ólafsdóttirs roman måtte jeg selv overveje, om ikke netop tavsheden kan være en forudsætning for at komme videre, når samfund skal genopbygges efter tider med konflikt og borgerkrig. Den som taler, husker. Og når man husker, må det være uhyre vanskeligt at tilgive. Især, hvis man skal leve videre med visheden om at have skændet andre, slået ihjel eller selv lidt forfærdelige tab.

Jeg er kort sagt meget betaget af den islandske forfatters evne til skabe troværdige karakterer, som man tror på og en handling, som bryder med svære tabuer.  I romanen AR finder man humor, underfundighed og en tilgivende overbærenhed, som man kun kan holde af. Læg dertil den vigtige evne til at kunne behandle et af vor tids svære spørgsmål på en måde, så håbet igen vinder indpas. Noget af en kunst, ikke sandt?

Batzer & Co i arbejde på BogForum 2018

Find anden litteratur fra Batzer & Co her

Gid AR må komme til at ligge under rigtig mange juletræer i år – og gid, at bibliotekerne vil sørge for at få købt tilstrækkeligt med eksemplarer hjem til de af deres brugere, som ikke er hoppe på den digitale vogn.

Læser du kun en bog i år skal det efter min mening være AR…

God læselyst og på genhør,

Pernille

Din ven i litteraturens verden.