Nyt fra bøgernes verden – Bogforum 2017

Der er gang i den disse dage i bøgernes verden. Noget synes at ske, hvis man stiger på metroen mod Vestamager. Ved Bella Center skal man bare gøre som de andre. Stå af og gå i hælene på personen foran. Snart efter befinder man sig ved indgangspartiet til dette års Bogforum. Og lad det være sagt med det samme. Her er noget for enhver smag. Lidt ligesom på loppemarkeder, ferie-, erotikmesser og den slags steder.

Besøgende på Bogforum 2017

Allerede udenfor byder litteraturen sig til. Et par smilende og imødekommende kvinder reklamerer for poesi skrevet af hjemløse. Kvinderne inviterer til reception ved den lille campingvogn senere samme dag. Hvis man ikke er nået at blive for mæt af indtryk forinden altså. Det blev jeg desværre selv, må jeg med skam erkende. Og så regnede det.

Læs mere om Forlaget Udenfor

Dagens møde med Bogforum er mit første – hvis man ikke medregner fordums tiders bogmesser fra dengang, hvor arrangementet havde til huse i Forum. Dengang fik jeg nok af konceptet efter at være gået forgæves til alt for mange litteraturindslag. Senere har arrangørerne taget konsekvensen af kapacitetsproblemet og flyttet arrangementet til Bella Center.

I dag har jeg aftalt at mødes med min veninde, bog-bloggeren Karina Petersen og hendes 10-årige datter. De to bog-entusiaster er kommet helt fra Fredericia. De skal deltage i Bogforum for første gang nogensinde. Vi har aftalt at hygge os, og så i øvrigt gå efter det, vi har lyst til at opleve hver især. Mine to med-besøgende havde planlagt et par ting på forhånd. De vil rundt til nogle udvalgte stande for at få signeret bøger. Karina har desuden fået stillet et par anmeldereksemplarer i udsigt. Karinas datter vil gerne opleve Børnebogsforum – en nyere opfindelse fra 2016. Da vi mødes bærer den yngste af de to læseheste allerede rundt på et signeret eksemplar af en af bøgerne fra Lene Kaaberbøls Vildhekse-serie. Stolt og glad er hun.

Vi slentrer omkring, hilser på bloggere og gamle bekendte. Jeg glæder mig over at møde nyuddannede humanister, som allerede er i job kort tid efter, at de har afsluttet deres uddannelse. Måske praktikforløb under uddannelsen eller relevante studiejob – eksempelvis som assistent på Bogforum – har virket efter hensigten?

Efter frokost splitter vi op. Jeg går en runde. Indsnuser stemningen og overvejer ærlig talt at liste af. På Bogforum er der rigtig mange stande og gang i forfatterinterviews alle vegne. Lydniveauet er øredøvende. Alt er ret beset heller ikke lige interessant, hvis man holder mere af litteraturen end af cirkus og gøgl på denne kæmpe markedsplads.

 

Thomas Korsgaard i samtale

Programmet på skærmen ved Bogcaféen får mig til at stoppe op. Her annonceres det, at debutanten Thomas Korsgaard vil tale om romanen “Hvis der skulle komme et menneske forbi.” Der er ledige pladser. Jeg tjekker uret og sætter mig. Oppe ved scenen er en ung mand ved at blive iført mikrofon. Thomas Korsgaard er trods sine 22 år kortlistet til Bogforums debutantpris. Jeg har hans bog stående på reolen – ulæst desværre. En boghandler i Århus anbefalede mig ellers bogen i sommer. Fordi hun var så stolt af sit “lokale” talent, som hun sagde.

På scenen præsenteres Thomas Korsgaard og intervieweren Louise Faldorf. Thomas Korsgaard ser en smule beklemt ud. Romanen handler om skam, “lydløs” vold og manglende overskud i en familie fra Nørre Ørum ved Skive.

 

 

Samtalen mellem intervieweren og Thomas kommer bl.a. til at dreje om, i hvilken udstrækning værket er selvbiografisk eller ej. Og der har været krænkede “stemmer” i Thomas Korsgaards familie og det lille lokalsamfund, han kommer fra. Jeg skal ikke røbe mere her. Interesserede læsere kan tjekke op på værket, og må af egen drift dykke ned i skismaet mellem fiktion og selvoplevet virkelighed. Jeg agter selv at vende tilbage til romanen sidenhen. De passager Thomas læser op, lover godt.

Kjell Westö i samtale

Jeg bliver siddende til det næste indslag også. Her taler den tidligere modtager af Nordisk Råds Litteraturpris, finsk-svenske Kjell Westö med Jes Stein Pedersen om sin seneste roman “Den svovlgule himmel”. I mellemtiden har publikum ændret sammensætning. Der er tydeligvis mødt mange Westö-fortrolige fans m/k op. Også Westös seneste roman tematiserer volden. Jeg skal ikke spolere plottet, blot sige, at Westös forfatterskab virker til at have meget at byde på.

På falderebet spørger intervieweren Westö, om ikke kan vil anbefale et værk. Jeg når lige at spekulere over, hvad Westö vil byde ind med, inden han til min overraskelse anbefaler en bog om fodbold. Vi skal læse Eduardo Galeanos værk Fodbold i sol og skygge, siger han. Det er efter Westös mening den bedste fodboldbog, som der nogensinde er skrevet. Jeg ved ikke, om denne Barcelona-tilhænger har ret. Måske. Som tilhænger af Los Blancos (Real Madrid) er jeg naturligvis en anelse skeptisk. 😉

 

Efter to interessante indlæg går jeg over til Palomars lille stand. Her har jeg fornøjelsen af at hilse på forlægger Marie Andersen, som fortæller, at hun skal til Stockholm i weekenden til en premiere på en film om den hviderussiske forfatter og Nobelprismodtager Svetlana Aleksijevitj. Den kan danske læsere også glæde sig til. Filmen kommer, ifølge Marie Andersen til Danmark til december.

Du kan læse mere om Forlaget Palomar her

Jeg beslutter at vende snuden hjemad, men vil lige et smut ind i afdelingen for de yngre læsere. Det er et super initiativ med dette Børnebogsforum. Det synes Karinas datter tydeligvis også. Hun har nemlig moret sig fantastisk med rollespil og “flasher” desuden en selvgjort tryllestav. Billedet nedenfor er fra bussen mod Hovedbanegården, hvor to trætte men veltilfredse Bogforum-debutanter hygger sig med deres respektive tøjposer fulde af læselige lækkerier.

To tilfredse Bogforum-debutanter

 

Dette var alt for nu. Gid du må få mange gode oplevelser med litteraturen til vi “ses igen”,

Alt godt,

Pernille