“Og Nordisk Råds Litteraturpris 2018 går til “AR”!”

I tirsdags gik Nordisk Råds Litteraturpris til islandske Auður Ava Ólafsdóttirs roman AR. Et stort tillykke herfra og tak til såvel forfatteren som oversætter Erik Skyum-Nielsen og teamet fra Forlaget Batzer & Co, som alle har været med til at gøre en fremragende roman tilgængelig for de danske læsere.

Auður Ava Ólafsdóttirs “AR”

Romanen er en lækker lille sag, som det er en fornøjelse at læse. Med sit smukke turkise omslag tager bogen sig indbydende ud. Et udsnit af en tilknappet facade på et ramponeret hotel fra sydligere himmelstrøg pryder omslaget. Her giver den stængte dør og afskallede maling associationer til den slags ar, som vi mennesker bærer bag vores egne mere eller mindre lukkede facader. Motivet afskrækker imidlertid ikke, men vækker derimod læserens nysgerrighed. Gæstfrit inviterer Ólafsdóttir os ind i sit univers. Bladrer man i den kompakte men overraskende lette bog, noterer man sig desuden en tekst med luft omkring ordene og bogstaver, som er store nok til ikke at kvæle læselysten. Hurra for det, og tak til!

Handlingen kort

Romanens jeg-fortæller, Jonas Ebeneser er en mand på vej mod de halvtreds, som efter en traumatiserende skilsmisse finder ud af, at han ikke længere har nok at leve for. Det er således alt for længe siden, at han har delt intimitet og kropslig nærhed med en kvinde. Jonas ved præcis hvor længe. Og for at det ikke skal være løgn, har hans ekskone netop fortalt ham, at han slet ikke er far til den voksne datter Gudrun.

I romanens første del læser Jonas i sin ungdoms dagbøger og mindes dengang, han og Gudruns mors havde sex på vulkaner – og dér – troede han – undfangede deres kærlighedsbarn. Selvmordstankerne tager over. Vil krogen til lysekronen kunne bære hans vægt? Skal han hellere skyde sig, eller…? Jonas låner et gevær af en nabo, men når hurtigt frem til, at Gudrun ikke skal finde ham på den måde. Han må altså finde et andet sted til sit projekt. Jonas afhænder sin virksomhed, pakker en enkelt skjorte, en boremaskine og lidt værktøj ned i rejsetasken og begiver sig afsted. Destinationen er det lille Hotel Silence i et ukendt land, hvor en borgerkrig har hersket for ikke så længe siden. I romanens anden del tager livskraften langsomt over i Jonas. I mødet med mennesker, som har lidt mere end han selv, begynder han at skamme sig over selv at ville døden. Snart kommer det medbragte værktøj i brug, og Jonas mærker igen forfængeligheden røre på sig. Hvorfor har han kun taget én skjorte med, tænker han, da han får lyst til at gøre sine hoser grønne overfor en af romanens andre karakterer?

Jeg skal ikke løfte sløret for, hvordan romanen slutter. Blot sige, at der er meget at komme efter, og at AR udgør et overkommeligt måltid – også for småttærende læsere.

Motivationen for prisen og min egen begejstring

At  AR  stak af med prisen, og at det netop blev Auður Ava Ólafsdóttir, som nu vil kunne nyde godt af det økonomiske frirum, som den nette sum af 350.000 kroner giver, skyldes bl.a. stilsikkerheden og den lethed, hvormed Ólafsdóttir gør vanskelige emner som ensomhed og selvmord til genstand for kunstnerisk bearbejdning. Ólafsdóttir skriver, så man mærker smerten, men samtidig så man morer sig over de kostelige beskrivelser af menneskelig dårskab.

Livskraften er stærk her; og det er næppe nogen tilfældighed, at hotellet hedder Hotel Silence i dette samfund, hvor snigmord, voldtægter og folkedrab har været en del af dagens orden. Megen god litteratur har igennem tiderne beskæftiget sig med erindring og jagten på den forsvundne tid. Da jeg læste Auður Ava Ólafsdóttirs roman måtte jeg selv overveje, om ikke netop tavsheden kan være en forudsætning for at komme videre, når samfund skal genopbygges efter tider med konflikt og borgerkrig. Den som taler, husker. Og når man husker, må det være uhyre vanskeligt at tilgive. Især, hvis man skal leve videre med visheden om at have skændet andre, slået ihjel eller selv lidt forfærdelige tab.

Jeg er kort sagt meget betaget af den islandske forfatters evne til skabe troværdige karakterer, som man tror på og en handling, som bryder med svære tabuer.  I romanen AR finder man humor, underfundighed og en tilgivende overbærenhed, som man kun kan holde af. Læg dertil den vigtige evne til at kunne behandle et af vor tids svære spørgsmål på en måde, så håbet igen vinder indpas. Noget af en kunst, ikke sandt?

Batzer & Co i arbejde på BogForum 2018

Find anden litteratur fra Batzer & Co her

Gid AR må komme til at ligge under rigtig mange juletræer i år – og gid, at bibliotekerne vil sørge for at få købt tilstrækkeligt med eksemplarer hjem til de af deres brugere, som ikke er hoppe på den digitale vogn.

Læser du kun en bog i år skal det efter min mening være AR…

God læselyst og på genhør,

Pernille

Din ven i litteraturens verden.

Tranedans i Gyldendal

Der danses tranedans i Gyldendal i disse dage. Normalt udfolder tranerne ellers deres sociale dans ved forårstide, men foråret kan man ikke vente på i dette tilfælde. Gyldendal har meldt ud, at forlagets forventede overskud anslås at blive 25 millioner mindre end oprindeligt budgetteret.

Ifølge administrerende direktør Morten Hesseldahl skal der udvises rettidig omhu nu, hvis det skal lykkes at sikre det hæderkronede bogforlag en plads i det fremtidige medielandskab. Et landskab, hvor konkurrencen angiveligt ikke udelukkende kommer fra andre forlag, men hvor bl.a. online-streamingtjenester som Netflix og HBO i udtalt grad formår at hverve kulturbrugernes opmærksomhed på litteraturens og bøgernes bekostning.

tranedans – japansk kunst

Og hvori består den rettidige omhu så i, tænker du måske, mens du ser en afdød skibredder med sparetæft for dit indre blik? Den skal bl.a. bestå i at fremtidssikre forlaget ved at udgive færre og mere salgbare bøger, som forlaget til gengæld koncentrerer sin markedsføringsindsats omkring. “Forfattere ser desuden helst, at deres bøger bliver både solgt og læst, og Gyldendal vil fortsat være forfatternes forlag”, siges der fra ledelsen. Der skal også satses på elektroniske udgivelser og bøger af- eller om bl.a. celebre danskere.

En lignende udvikling har man set hos forlaget Lindhardt og Ringhof, hvor der er kommet langt flere kogebøger og biografier blandt udgivelserne, end der var før i tiden. Disse satsninger og styrkelsen af Gyldendals øvrige kerneforretning skal være med til at financiere “en bredt favnende dansk litteratur”, forlyder det. Fordringen bliver altså at sikre balancen mellem – det man metaforisk kalder – “børs” og “katedral”. Eller sagt lidt anderledes, forholdet mellem pengepung og hensynet til idealer og offentlighed skal altså være i orden,

I de forående dage har de københavnske medier bugnet af historier om aktuelle og forestående ændringer i Gyldendal. Det fremtidige Gyldendal vil blive organiseret, så det kommer til at bestå af seks redaktioner med hver sin chef. De pågældende chefer skal referere direkte ind til Morten Hesseldahl, fordi man gerne vil sikre forlagets ansatte en flad hierarkisk struktur, som det er lettere at manøvrere i.

Det litterære fyrtårn Johannes Riis – som har været med til at tegne forlaget i en menneskealder – skal ikke længere være litterær direktør, selvom Riis fortsætter som redaktør for en portefølje af forfattere. Simon Pasternak, der selv er forfatter og som har haft sin gang on-and-off på forlaget siden 2002 skal være forlagschef for dansk skønlitteratur – dvs. det område, som Riis tidligere fra litterær direktør for. Merete Borre fortsætter i sit tidligere resortområde som leder for den udenlandske litteratur, mens Lise Nestelsø kommer til at stå for de nonfiktive udgivelser, Elin Algren-Petersen for børne-og ungeområdet, mens Karen Bender – som er hentet fra Københavns Lufthavn – bl.a. bliver den overordnede chef for firmaets kommercielle interesser. Karen Bender tiltræder medio oktober, og hun skal bl.a. stå for en styrkelse af Gyldendals digitale kommunikation.

Ingen kender dagen i morgen, men jeg håber, at der for fremtiden stadig vil udgå en masse læseværdig litteratur fra Gyldendal, som vil kunne fornøje både de eksisterende læsere og desuden tiltrække en række nye. Og lad mig i øvrigt bare indrømme, at jeg beder til, at “børsen” ikke får overtaget på bekostning af “katedralen”.

Alt for nu, og på godt genhør,

Pernille,

Din ven i litteraturens verden

Dansen om Nobel…

I disse dage, uger og måneder tales der meget om skandalen i den del af Det Svenske Akademi, som står for uddelingen af Nobelprisen i litteratur. Skandalen er således ikke blot Talk of the Town men derimod samtaleemne for hele verdens litteraturinteressede.

Nobel

Jeg har altid selv elsket, når den prestigefyldte pris skulle overrækkes; ventet med spænding på annonceringen i oktober og glædet mig til Nobel-takketalen i december. Og nej, jeg synes IKKE det var fedt, da Bob Dylan fik prisen for et par år siden – heller ikke selvom, han er en stor kunstner. Jeg havde hellere set prisen gå til en litteraturmager i klassisk forstand som eksempelvis kontroversielle Salman Rushdie eller Ursula Le Guin, blot for at nævne et par af de kandidater, der jævnligt optræder på bookmakernes lister. Litteraturen – sådan som vi kender den fra noget så gammeldags som bøger – har nemlig efter min mening godt af at blive hypet og sat på en eksplicit og opmærksom dagsorden. Jeg nyder kort sagt hele det menageri, som følger i kølvandet på prisuddelingen. Litteratur har det med at kunne skabe solidaritet og forståelse på tværs af tro og kulturelle forskelle. Derfor er det også rigtig dejligt når en læsende verden går i kollektivt selvsving og sammen opdager nogle af verdens pragtfulde og undertiden upåagtede litterære stemmer. Hvor havde jeg f.eks. selv været i forhold til læsningen af værker af sydafrikanske Coetzee, franske Modiano eller hviderussiske Aleksijevitj, hvis det ikke var fordi, Nobels litteraturpris havde banet vejen for interessen?

Læs mere om Nobels litteraturpris på Wikipedia her

Som nævnt indledningsvis har man i medierne kunnet læse og høre mangt og meget om balladen i Nobelskomiteen for litteratur. Ja faktisk har dramaet efterhånden nået sådanne højder, at selv de færreste og mest fantasifulde forfattere ville have haft svært ved at orkestere en lignende ballade som den, der udspiller sig i Det Svenske Akademi. Her har vi eksempelvis Kulturkilden, som er gift med et af komiteens medlemmer og som angiveligt igennem en årerække skal have excelleret i tilnærmelser og overgreb à la Trumps grab them approach. Samme kilde mistænkes endvidere for at have slået økonomisk mønt af sin status og desuden have lækket indtil flere års potentille prismodtagere forud for deres planlagte annoncering. Dermed beskyldes Kulturkilden altså for at have udgjort en reel sikkerhedsrisiko i forhold til det hemmelighedskræmmeri, prisuddelingen er omgærdet med.

I komiteen udpeges medlemmerne på livstid, men da der efterhånden er en pæn del medlemmer, som er stoppet med at virke for komiteen, truer kolapset. For nylig trak den permanente sekretær Sara Danius sig, da hun blev kritiseret for dårlig eller manglende ledelse. Jeg har hidtil selv opfattet Danius som en skarp og kompetent litteraturkritisk hjerne, og kan derfor ikke lade være med at spekulere over, om det vitterlig er lederskabet, som er problemet, eller om hele misèren ikke snarere har sit udspring i en ældgammel og pinagtig drengene mod pigerne leg, som burde have været utænkelig i 2018? Nobelskandalen kan næppe reduceres til en udløber af #Metoo-kampagnen, men handler om et grimt sammensurium af magtmisbrug, nepotisme og sexisme. Et er desuden sikkert – vi har med garanti ikke hørt det sidste i den sag.

I skrivende stund ser det ud til, at man vil tage en timeout for at få ryddet op i det, der ellers skulle forestille at være en hæderskronet kulturinstitution. I år bliver der derfor ikke uddelt nogen litteraturpris. Mens det i 2019 til gengæld er planen, at der skal uddeles to priser, nemlig en for 2018 og en for 2019.

Efter min mening ville det nok være fornuftigt, hvis man fuldstændig valgte at droppe prisen for i år. Så kunne man i stedet investere energien i en hensigtsmæssig og nødvendig modernisering af Nobelskomiteen for litteratur. Hvis komiteen i de kommende år skal have værdi, må den fokusere på at agere mundskænk for verdens læserskarer, og desuden fortsætte det traditionsrige arbejde med at belønne skaberne af så megen skøn verdenslitteratur.

På genhør og alt godt fra

Pernille,

Din ven i litteraturens verden

Underkastelse på Betty Nansen

Onsdag før Palmesøndag. Det regner, og min gemal og jeg skal i Teatret. Vi er en smule flade, sofaen lokker, men vi ved, at det, som kræver overskud også ofte giver det. Vi trækker i regntøj og vandrestøvler, og er egentlig ret selvtilfredse over, at mageligheden ikke fik overtaget denne gang. Vi har billetter til Underkastelse på Betty Nansen Teatret. Forestillingen er baseret på Niels Lyngsøs danske oversættelse af Michel Houellebecqs roman. Min gemal læser ikke så forfærdelig meget. Det er musikken, som gør tricket for ham. Houellebecqs roman har han imidlertid læst, og er som jeg spændt på at opleve Anja Behrens iscenesættelse.

På vejen til teatret sludrer vi om, hvad der vil være i vente. Jeg har læst et par anmeldelser og ved, at Lars Brygmann – der spiller hovedpersonen François – har omtalt rollen som meget krævende. Eller mere præcist, som noget i retning af at løbe to marathonløb i træk. Dette er ikke så underligt, når man påtænker, at instruktøren har udvalgt passager fra romanen og kogt sit uddrag ned til den næsten halvanden time lange enetale, Brygmann har skullet lære udenad.

Vi når lige at få købt et program, inden tæppet går. Teaterdirektør Vibeke Windeløv byder velkommen, og inviterer publikum til at blive efter forestillingen og diskutere islam og underkastelse m.v. med bl.a. Brygmann og den dansk-kurdiske forfatter Sara Omar, som er aktuel med sin kontroversielle roman Dødevaskeren. 

Program til Underkastelse

Forestillingens scenografi er enkel. Et stort kors – som indledningsvis hejses ned fra loftet – udgør centrum for forestillingen. En stribe unge tilslørede og delvis afklædte kvinder med kroppe klinisk renset for appelsinhud danner baggrund, forgrund eller klangbund dramaet igennem. Lars Brygmann alias François slår sig ned enten på- eller i nærheden af korset. Jeg er ikke helt fri for at tænke, at den der kravlen rundt virker en anelse kunstig. François slår jo sine folder i akademiets støvede verden, hvor kroppen ikke altid er lige gearet til den slags gymnastiske udfoldelser. Brygmann har – forekommer det mig – formentlig også mere end rigeligt at gøre med at komme igennem sin marathonlignende enetale. Han skal nemlig lægge stemme til egen tale og tankevirksomhed, skiftevis med at han illuderer imaginære samtalepartnere for François.

Handlingen er i store træk den, at den midaldrende François – som er specialist i dekadenceforfatteren Huysmanns’ værk – er ved at gå til i kedsomhed, færdigretter og internetporno, mens han med venstre arm bundet på ryggen passer jobbet som underviser og litteraturforsker på et stort universitet i Paris. Hver sæson er præget af et kortvarigt kærlighedsforhold til den af de kvindelige studerende, som tager sig mest sexet ud i kort nederdel. Romanens handling udspiller sig i 2022 i et ikke så fjernt Frankrig, som gennemgår en valgkamp, hvor der snydes på vægten i forbindelse med valghandlingen, og hvor der opstår borgerkrigslignende tilstande i kølvandet på denne. Til magten kommer den moderate muslim Ben Abbès, fordi han er den kandidat, som udgøre det mest spiselige alternativ til eksempelvis Front Nationales yderligtgående leder. Socialisterne får ikke det absolutte flertal, de havde ønsket sig, men indgår i en koalition med Det Muslimske Broderskab. Der sælges ud af værdipolitikken og landet bliver snart derefter styret igennem en mild sharialovgivning, hvor kvinderne forsvinder fra arbejdsmarkedet, og hvor undervisningen på universiteterne udelukkende ivaretages af mænd. Alle underviserne på François’ universitet afskediges, og kun mændene tilbydes genansættelse, hvilket til gengæld sker med tilbud om favorable lønninger og adgang til legitimt flerkoneri. Prisen er dog, at man konverterer til islam. François er selvsagt i tvivl. Han er ensom, deprimeret og tynges af tanker om ikke mindst sit eget og andres forfald. Han vil gerne finde mening i tilværelsen, og kan egentlig godt lide den unge Myriam men vil til gengæld ikke sælge ud af sin frihed eller risikere et liv med bæreseler som fast og kvalmende inventar. François minder ikke overraskende om den Huysmanns, som har været genstand for hans forskningsinteresse, og som endte med at måtte vælge mellem kuglen og korset. Huysmanns besluttede sig til sidst for et liv som katolsk munk. François forsøger sig med en rejse i Huysmanns’ fodspor, men der er ikke megen hjælp at hente. I en periode ligger han underdrejet og alene med en smertefuld hudlidelse, som får ham til at kradse sin krop til blods. I denne scene er Brygmann i sit es. Man føler med den ensomme mand, som både er forladt i ånden og af den unge Myriam – som har været nødt til at flygte til Israel sammen med sin familie, fordi de frygtede mulige pogromer. På et tidspunkt bliver François kontaktet fra universitetet og efter et par mellemregninger, hvor han især går op i, hvordan eventuelle koner vil blive ham tildelt, saves korset i stykker, og François beslutter sig for at takke ja til det højt betalte job, han er blevet tilbudt.

Forestillingen er slut, og vi beslutter os for at liste af, selvom det kunne have været interessant at høre diskussionen mellem Brygmann og Omar m.fl. På vejen hjem diskuterer vi forestillingen. Vi er enige om, at instruktøren har fået meget med, men har også begge en fornemmelse af, at der trods alt er gået noget substantielt tabt i processen. Kors-metaforen skamrides lidt rigeligt efter vores smag, og vi kunne godt have undværet de eksorbitante mængder savsmuld, som regnede ned over os, og som flyttede fokus fra vigtigere ting. Det er jo, når alt kommer til alt, ikke så meget troen, som er på spil her. Med fare for forenkling, bruges troen reelt set kun til at give Francois og hans ligemænd adgang til sex, nærhed og slowfood. Brygmann gjorde hvad han skulle med sin rolle, og virkede som en troværdig François. Han skabte sine stemmeskift ved hjælp af især gestik. Rollen som François fungerede godt, fordi Brygmann havde fanget den deprimerede og ensomme mands forsænkede stemningsleje virkelig fint. Myriam gik det også godt med, især da Brygmann sætter sig i havfruestilling og kaster kælent med håret. Vi spekulerede derimod over, hvor godt stemmeskiftene fungerede for de tilskuere, som ikke kendte romanens karakterpanel på forhånd. Min gemal – og jeg beklager den manglende politiske korrekthed – havde det fint med, at der var noget at kigge på for husarerne, og nød således de smukke kvindeskikkelser i fulde drag. Selv manglede jeg ærlig talt noget af den satire, humor og fremfor alt kompleksitet, Houellebecq har med og udfolder så glimrende i sin roman. (Selvom det retfærdigvis skal siges, at der i salen sad en dame, som grinede højlydt forestillingen igennem). Følgende observation er formentlig lidt nørdet, men jeg savnede desuden noget af den  intertekstualitet – hvor Houellebecq lader sin tekst tale sammen med andre af fransk litteraturs kæmper – men anerkender, at dette nok har været vanskelig at formidle dramatisk for instruktøren. Et sidste kritikpunkt drejer sig om slutningen, hvor François tilkendegiver sin kommende (gen)ansættelse på universitetet. I forbindelse med romanens afslutning betjener Houellebecq sig af den franske grammatisk muligheder. Ved hjælp af en hypotetisk konditionel lader han det stå åbent, hvilket valg François ender med at træffe. Dermed slutter Underkastelse uafklaret, hvilket efter min mening udgør en stor del af charmen ved netop denne roman, som den dramatiske gengivelse på Betty Nansen Teatret desværre ikke fik med…

Dette var alt for nu. Vi endte med at få en dejlig aften, som snildt matchede sofaens lyksaligheder!

På godt gensyn i litteraturens verden,

Pernille

Tillykke Monsieur Houellebecq!

“Joyeux anniversaire Monsieur Houellebecq!”

60 år i dag. Tiden iler, og det gør jeg så også med min lykønskning. Ikke at jeg normalt holder regnskab med, hvornår diverse forfattere har fødselsdag, men Lise Garsdals artikel i gårsdagens udgave af Politiken henledte min opmærksomhed på din runde dag. Oh du fransk litteraturs enfant terrible. Jeg håber du får en dejlig dag, hvor du bliver fejret af gode mennesker, som mener dig det vel, mildner ubehaget ved eventuel ensomhed, og som desuden får dig til at føle det bare nogenlunde okay at være blevet endnu et år ældre. Skulle det ikke mage sig helt sådan, så håber jeg, at du vil have en god forsyning vederkvægende litteratur på natbordet, samt den mængde stimulanser, som der måtte skulle til for at lindre smerten…

Houellebecq, du er en forfatter, som deler vandene. Nogle opfatter dig som en provokatør, der skriver grimt om kvinder, og som har et anstrengt forhold til islam. Andre hylder dig som en shamanagtig skikkelse eller seer – un mage, som de siger i dit hjemland – der som få formår at tage temperaturen på Europas skrantende civilisation. For mig var du længe en omdiskuteret forfatter, jeg ikke selv havde læst, men som jeg bestemt ville vende tilbage til, når tiden tillod det.

Dette – mit manglende kendskab til dig og dit forfatterskab – ændrede sig fra og med den spæde begyndelse af 2015, hvor din roman Soumission udkom på dagen for terroranslaget på satiremagasinet Charlie Hebdo. Opildnet over det jeg læste i medierne om dit seneste litterære skud på stammen, fortalte jeg min familie, at det kunne være sjovt at kaste sig ud i at skrive BA-projekt om Soumission. Også selvom romanen endnu ikke var udkommet i oversættelse, og uden i øvrigt at vide, hvad jeg selv ville synes om bogen. Min skønne mand og ditto datter bakkede op om projektet; og Soumission viste sig at være et interessant bekendtskab. Også dine øvrige romaner og tidligere digte læste jeg. Undertiden fandt jeg din vinkling en smule konstrueret eller fortænkt, andre gange genial. Tilgiv mig M. Houellebecq, når jeg siger, at dit forfatterskab ikke er for svage sjæle. For også jeg har grædt og lidt over ensomheden og misantropien i dit værk. Genkendt forfaldet og tænkt, at din litteratur ikke bare var et spejl, men også et troldspejl, som langede ud efter alt og alle, – og ikke mindst dig selv. På gode dage – og især under læsningen af Underkastelse, som din roman hedder i dansk oversættelse – har jeg heldigvis moret mig kurfyrsteligt over satiren og din evne til at SE nutidens mennesker. Som du dog spider os og det moderne samfund med dets neoliberalisme, sex og konkurrence. Og ja – uanset om vi bryder os om det eller ej – synes konkurrencen at brede sig til alle områder af vores kapital- og frihedsfokuserede liv.

Det ville være dejligt, hvis man kunne afvise dit projekt som nonsens eller i det mindste hævde, at kampzonen da ikke var blevet udvidet helt lige så grumt, som du fremskrev det i din debutroman fra 1994, og som du i øvrigt har gjort det lige siden. Men M. Houellebecq, du er et tæskehold på to ben. Man kan håbe, at din evne til at diagnosticere civilisationssygdomme vil inspirere mange læsere, så der måske en dag opstår et blik for vigtigheden af at engagere sig i samfundet, samt i kampen for mere ånd, mere nærvær og fremfor alt mere fællesskab. Det ville være cool, for på den måde bliver det ligesom lidt lettere at håndtere alderens og forfaldets nådesløse fremmarch, ikke sandt?

Gid din dag må blive fantastisk Monsieur Houellebecq. Jeg vil afvente dit næste litterære bidrag med skrækblandet forventning. Jeg ved jo, at der følger såvel tæsk som indsigt med i kølvandet…

Alt godt,

Pernille,
Erklæret dansk læser

Den politiske samtidsroman i Norden

I øjeblikket følger jeg et kursus på Københavns Universitet, som har titlen “Den politiske roman i dag”. Det er et fantastisk kursus, og – hvis det går, som jeg har agt – vil du indenfor nærmeste fremtid kunne finde mere her på hjemmesiden om den litteratur, vi læser dér.

I forbindelse med kurset har vi d. 24. november afholdt en litteraturkonference om den politiske roman i Norden. Her har vi beskæftiget os med, hvordan “romanen” ser ud netop nu. Det er – som det vil fremgå nedenfor – naturligvis helt forkert at tale om “den” politiske roman, som om det kun er én ting. Det er det nemlig ikke.

Konferencen er lukket for offentligheden. Den består bl.a. af oplæg fra studerende, som på grund af uddannelsens krav om aktiv undervisningsdeltagelse, skal løfte formidlingsopgaver af forskellig slags. Derved tages presset af formidlerne, og vi kan desuden tale om litteraturen på en lidt mere nørdet og indforstået måde, end man ville kunne tillade sig, hvis arrangementet var offentligt.

Programmet er ambitiøst. Dagen byder på oplæg om poeten Ursula Andkjær Olsens romandebut Krisehæfterne fra i år, Andrzej Tichýs roman Kairos (2013), norske Mathias Faldbakkens konceptuelle trilogi Skandianvisk Misantropi, som udkom under pseudonymet Abo Rasul mellem 2001 og 2008, samt hans seneste roman The Hills fra i år. En roman, som ifølge oplægsholderen bryder med Faldbakkens tidligere bevidst politisk ukorrekte måde at skrive på, men som stadig er optaget af dobbeltrollen som kunstner og forfatter. På konferencen er der også oplæg om Lone Aburas’ to seneste romaner Politisk Roman (2013) og agitprop-værket Det er et jeg der taler (Regnskabets time) fra i år. Lektor Tue Andersen Nexø giver en forelæsning om et af litteraturens vidnesbyrd fra velfærdsstaten, hvor han bl.a. ser på “sjusk(et idealisme) og kynisme” i sin præsentation af Lars Frosts roman Smukke biler efter krigen. En studerende taler desuden om “det litterære genskrivningsformat” og fortæller bl.a. om sin deltagelse i den internationale litteraturfestival Documenta 14, som i år er blevet afholdt under temaet globale kriser.

Dagens program slutter med det, som jeg selv glæder mig mest til. Vi får besøg af Madame Nielsen, som skal tale om  Den endeløse sommer (2014), Invasionen (2016) og Det højeste væsen fra i år; samt Ursula Andkjær Olsen, som vil fortælle om Krisehæfterne.

Af Faldbakkens værker har jeg selv læst Unfun, som er den sidste roman i Mathias Faldbakkens trilogi. Unfun er ikke for sarte sjæle. Så hvis man har det svært med grovkonet sprogbrug, vulgaritet og politisk ukorrekthed, så kommer der en “trigger warning” her. Hvis du derimod ikke er alt for let at ryste, vil du formentlig få dig en overraskende læseoplevelse, og måske igennem latteren få adgang til et eller andet forløsende eller erkendelses-befordrende.

På fotoet nedenfor, ser du de af konferencens øvrige romaner, som jeg selv nåede at få læst.

Den politiske roman i Norden i dag

Konferencens forskellige politiske romaner kan og gør noget forskelligt. Aburas værker er hurtigt læst, hvilket de ikke bliver dårligere af. Romanen Politisk roman er et satirisk værk om en dansk dysfunktionel families pseudo-engagement i flygtningeproblematikken. Dette giver både titlen på værket og den knyttede røde næve på romanens forside læseren et hint om, allerede inden man får åbnet værket. Romanen er fortalt udfra en usympatisk kvindelig jeg-fortællers perspektiv. Romanen tegner desuden et billede af en dansk middelklasse, som “klarer samvittigheden ved at “anskaffe sig” en illegal flygtning” – ligesom man i senfirserne på MC Einars’sk “klarede samvittigheden med en ulands-kalender”. Jeg skal ikke spolere plottet, hverken i denne roman eller i Aburas’ agiterende propagandaværk, hvor et vredt jeg åbent flager op med, at hun har fået nok af folk, som ikke forstår, at “huden ikke er en accessory, man kan tage af og på” efter forgodtbefindende.

I Ursula Andkjær Olsens værk, er der også et vredt jeg, som taler. Jeg husker tydeligt dengang Ursula Andkjær Olsen blev kendt som sprog-eqvillibristisk poet for efterhånden mange år siden, men har ikke været på vognen siden digtsamlingen Ægteskabet mellem vejen og udvejen udkom i 2005. Krisehæfterne har fået mig på vognen igen. Hæfterne varedeklareres som roman + spejl. Værket består af 12 håndskrevne hæfter, som Andkjær Olsen efterfølgende har redigeret. Roman-delen udgøres af de første 10 hæfter, hvor en vred kvindelig fortæller – Pandora – åbner for sin æske med artigheder. De to sidste hæfter er skrevet med en mere afdæmpet Ursula Andkjær Olsen-agtig stemme.

Det er ikke nogen enkel opgave at give et handlingsreferat, så det vil jeg lade være med, men Pandora er som karakter en urkvinde. Hun forlades af manden Romeo, som hun ikke kan tilgive for dette. Pandora er forelsket i Alfa, og hun er i jævnlig (imaginær) dialog med både mændene og et par veninder. Pandora er altså på den ene side en vred og indigneret alt-agtig skikkelse, som får universet til at ryste, når hun piller sig i navnlen. Andre gange er hun frygteligt usikker på sig selv og kan kun lige klare at ligge i fosterstilling, mens hun prøver at overkomme den centrifugalkraft hendes tankeverden er.

Læs mere på wikipedia om Pandora og hendes æske her

I romanen – som er udsmykket med sort-grå illustrationer af Sophia Kalkau – er alt filtret ind i hinanden. Der er rigtig megen ensomhed, og desuden en slags urfrygt tilstede, hvor mange forældre formentlig vil kunne genkende en universel frygt for ikke at tage sig godt nok af deres børn.

Formen i værket mimer Pandoras kaos. Krisehæfterne er vild og voldsom læsning, og efter min mening et ret syret form-eksperiment, som man skal læse, når man ved, at man har det fornødne overskud til at tage udfordringen på sig. For romanen ER udfordrende læsning. Jeg er heller ikke fri for at opleve romanen som et “spejl med spejl på.” For hvem kender ikke vreden, når den skyder med spredehagl, men som alt for ofte peger indad? Ifølge Ursula Andkjær Olsen, skal vi blive bedre til at “sjuske”, og desuden favne eksempelvis “den fyldlige kvindelige cyklist”, som med slingrekurs bryder vores effektive, resultatorienterede fremfærd i verden. 

Madame Nielsen går personligt til værks i sin præsentation af de tre nævnte værker. Jeg vil ikke gå i detaljer med handlingen, men har selv med fornøjelse læst Det højeste væsen. Romanen følger to spor. I det ene spor er der et storpolitisk fokus på diktatoren Nicolae Ceaușescu og dennes hustru Elena, som begge blev henrettet i Rumænien 1. juledag 1989. Denne begivenhed står desuden mejslet i min egen erindring. (Jeg vil aldrig glemme mit ubehag og min vantro, da jeg højgravid og underdrejet af influenza stod op til de tv-transmitterede billeder af, hvordan diktatoren og dennes hustru blev stillet op mod muren og skudt uden rettergang.) Det andet spor er en kærlighedshistorie mellem to mennesker. Her følger vi en solodanserinde fra den romænske statsballet – som ved skæbnens mellemkomst og efter en pludselig opstået mulighed stiger på et fly til Danmark – samt hendes liv og intermezzoer med en elsker. De to spor viser sig at være forbundne på en måde, jeg ikke vil afsløre her. Til gengæld vil jeg godt love en læseoplevelser som læsere, der holder af verdens-litteratur fra Herta Müller, Marcel Proust eller Patrick Modiano med garanti vil synes om. Her er glemsel og jagt på erindring, men her er også politik, tilsløring og sanselighed, så det forslår.

Andrzej Tickýs roman Kairos, er det sidste værk, som jeg vil give  et par ord med på vejen. Romanen udgør en af højdespringerne blandt mine læseoplevelser til denne konference. Tjekkisk-svenske Tický var i 2014 indstillet til Nordisk Råds litteraturpris for værket – og med ualmindelig god grund. Jeg har det selv lidt løjerligt med at betragte romanen som en roman, for værket er en både politisk og lyrisk affære, hvor det kan være svært at få hold på et sammenhængende narrativt forløb. I et af romanens 6 spor formidles handlingen i rendyrket poetisk form. De andre spor er bl.a. båret af reale hændelser og personer. I et spor indgår således den tunesiske grønthandler Mohamad Bouazizi, som i afmagt satte ild til sig selv og dermed blev en af de vigtige skikkelser under det arabiske forår. 

Læs mere på wikipedia om Mohamed Bouazizi her

Jeg har kun selv læst Tickýs roman en enkelt gang, men valgte at gå til læsningen i erkendelse af, at der ville være rigtig meget, jeg ikke ville kunne forstå. Alene titlen er jo speciel. For hvad er Kairos egentlig? Efter googleopslag og ved læsning af romanen blev min uvidenhed lidt mindre. Kairos er et kvalitativt begreb – en slags mulighedsrum om man vil – som er forskelligt fra den lineære tid, som er kvantitativ.

Under konferencen holder en medstuderende et oplæg, som med garanti vil gøre en evt. genlæsning lettere. Så hvis du – kære læser – skulle have lyst til at læse Kairos, vil jeg foreslå dig at læse om værket FØR du kaster dig ud i projektet. Der ligger flere værkbeskrivelser eller anmeldelser på nettet. Og en smule forberedelse vil utvivlsomt øge din læseoplevelse, uanset hvad.

Vores litteraturarrangement slutter med weekend-øl på universitetets Roland Bar. Jeg ville egentlig gerne have været med, men må liste af på grund af en anden aftale. Desuden er låget ved at lette af de mange tanker, som er blevet sat i gang under konferencen.

Ha’ det godt og god vind i litteraturens verden,

Pernille

Sorgbare liv – etik og flygningedebat

Mandag d. 13. november er der debataften i Politikens Hus. Bag arrangementet står Brandes Selskabet og Politiken Live. Under titlen: Hvilke liv skal vi sørge over?, bliver der budt op til debat om etikken bag den aktuelle flygtningesituation. Med baggrund i Hannah Arendts og Judith Butlers tænkning skal oplægsholderne og vi andre diskutere Europas flygtninge- og immigrationspolitik. Jeg glæder mig, for der er skarpe knive i skuffen denne aften. Og så er emnet vigtigt.

Velkomst v. Elisabeth Møller Jensen

Vi bliver budt velkommen af Elisabeth Møller Jensen, som er forkvinde for Brandes Selskabet, I panelet sidder digter og dramatiker Peter-Clement Woetmann, ph.d. i litteraturvidenskab ved SDU Iben Engelhardt, samt filosof Mikkel Thorup fra Århus Universitet. Ordstyrer for debatten er lektor Elisabeth Friis, som jeg mindes engang at have læst en artikel om intertekstualitet af.

Elisabeth Friis faciliterer debatten

Debatten tager afsæt i tre konkrete værker. Jeg har læst værkerne tidligere, og er klart fan på forhånd. Men så er det alligevel som om, at værkerne bliver endnu mere substantielle af at blive bragt op i dette forum.

Værkerne – som jeg kaster mine varmeste anbefalinger efter – er:

  • Judith Butlers essaysamling: Krigens rammer (med undertitlen “Hvornår er livet sorgbart?”) (2009)
  • Hannah Arendts essay: Vi Flygtninge (som Arendt skrev under krigen (1943))
  • Peter-Clement Woetmanns langdigt: Bag bakkerne, kysten (2017)

 

Butlers bog er bl.a. interessant, fordi den formår at åbne vores øjne for rammesætningens betydning for opfattelsen af den medierede virkelighed, vi dagligt møder på tv, net og i aviser. Derudover skaber Butlers bog refleksion over det indlysende forkerte i, at nogle liv skattes mere end andre. Hvorfor sørger vi eksempelvis over døde i forbindelse med terror i europæiske lande, mens vi lades kolde overfor de mennesker, som dør under statsinitieret bomberegn over f.eks. Mellemøsten?, spørger Butler sig selv og os andre. Præmieeksemplet er fotografiet af den lille dreng Aylan Kurdis, som blev fundet druknet i vandkanten. Dette billede er så smerteligt, at det får Europa til at forstå, at der må handles. Butler diskuterer vores sensibilitet i forhold til denne form for indramning. En svær og vigtig problematik, synes jeg.

Læs hvad wikipedia skriver om Judith Butler her

Arendt er ikke altid helt let tilgængelig, men i essayet Vi Flygtninge kan vi alle være med. Hør bare her, hvad Arendt siger om, hvordan nogle flygtninge, skamfuldt tyer til selvmordet som en sidste sørgelig udvej:

Men vores selvmordere er ikke gale oprørere, der trodser livet og verden, og som prøver at dræbe hele universet ved at dræbe dem selv. De forsvinder på stille og beskeden vis, som om de prøvede at undskylde for den voldelige løsning, de fandt på deres personlige problemer. Efter deres mening havde politiske begivenheder intet med deres individuelle skæbne at gøre; i gode og dårlige tider troede de kun på sig selv. Nu finder de en eller anden mystisk brist i dem selv, der afholder dem fra at komme videre. Efter at have følt sig berettiget til visse sociale standarder siden deres tidlige barndom, opfatter de sig selv som fiaskoer, hvis de ikke længere kan opretholde den standard. Deres optimisme er et forgæves forsøg på at holde hovedet oven vande. Bag facaden af munterhed kæmper de konstant med deres fortvivlelse. Til sidst dør de af en form for selvoptagethed.

Hvis vi bliver reddet, føler vi os ydmyget, og hvis vi bliver hjulpet, føler vi os fornedret.

Passagen er oversat af Mikkel Flohr, og han har suppleret med et indsigtsbefordrende efterord. Læs begge dele, og du vil med garanti føle dig klogere.

Læs hvad wikipedia skriver om Hannah Arendt her

De tre oplægholdere leverer deres indlæg. Iben Engelhardt er Butler-kyndig og desuden medoversætter af Krigens rammer, som hun har oversat sammen med Mikkel Krause Frantzen. Mikkel Thorup er klog på både idéhistorie og Hannah Arendt, som han har skrevet indtil flere værker om. (Jeg har tidligere på året læst Thorups bog Du skylder! Om moralsk & økonomisk gæld. Den er super god, så jeg forventer mig en masse). Thorup skuffer heller ikke i denne omgang. Jeg vil fremhæve følgende: Arendts essay er sørgeligt aktuelt, selvom Thorup også peger på et punkt, hvor Arendt ikke er tidsvarende. Arendt var stærk optaget af det gamle Grækenland og bekendte sig til den form for politisk tænkning, hvor det politiske blev varetaget af eliten, dvs en lille oplyst skare i polis. Oikos derimod var renset for politik. Her – dvs. i datidens hjemlige arne – holdt en familiefader hus med hustru, børn og slaver. Oikos var økonomisk, men ikke politisk funderet. Arendt var med andre ord fortaler for et politisk system, hvor der var vandtætte skotter mellem oikos og polis. I dag forholder tingene sig anderledes i det politiske system. Og Arendt ville ifølge Thorup formentlig have haft svært ved at kapere, hvordan vores politiske institutioner er gennemsyret af storhusholdning. Til gengæld mener Thorup, at Butler vil være god at tage op, hvis man ønsker et tidssvarende bud på vores samtids etiske udfordringer med flygtninge- og immigrationspolitikken.

Woetmann læser op fra sit digt

Peter-Clement Woetmann leverer litteraturens perspektiv på kontrasterne mellem den priviligeredes og den eksileredes mere åbenlyst sårbare, udsatte liv. Woetmann læser den sansemættede klagesang op i sin helhed. Her må lommetørklædet ærlig talt frem. Passagen nedenfor viser Woetmanns enkle greb med stilfærdigt og sanseligt at kontrastere, hvad kroppen er, og hvad den ikke er. Passagen er bare en af mange, og det er rørende, hvordan et navn pludselig får én til at forstå, hvordan der er rigtige mennesker og skæbner bag de forstemmende statistikker:

Min krop er korngule marker og den milde vind i træerne i en lysning i skoven.

Min krop er bakkerne og bag bakkerne, kysten.

Min krop er ikke tolv døde mænd i en skibscontainer på en færge på vej mod Grækenland.

Min krop er ikke manglen på ilt og den stadigt tættere varme.

Min krop er ikke tre kroppe kastet over bord fra overfyldt skib.

Efter oplæggene åbnes der for spørgsmål fra salen. Selv vil jeg gerne vide, hvad oplægsholderne mener, kunsten kan, som virkeligheden ikke formår. De tre paneldeltagere er ret enige. Kunsten rammesætter, ligesom eksempelvis fotografier gør det. Kunsten holder problemerne op foran os, så de ikke virker enkeltstående, men som noget vi rent faktisk er fælles om. Og så kan kunsten, fremfor alt, få os til at reflektere over de forskellige præmisser for sår- og sorgbare liv.

Anatolio filmer arrangementet

Aftenen slutter trods det alvorlige emne med en vis optimisme. Der er meget at gøre, men alene fremmødet lader til at indikere, at der er mange, som ikke hverken kan eller vil acceptere, at flygtninge fortsat skal være stats- rets- og hjemløse i verden…

Hvis du er nysgerrig efter at vide mere om, hvad der skete denne aften, kan du tjekke Brandes Selskabets hjemmeside, hvor der ligger en forkortet optagelse af arrangementet.

Du kan også følge debatten på YouTube, hvor fotograf Anatolio Kronik har lagt et uddrag ud: 

.

Selv går jeg hjem både løftet og taknemmelig over at have befundet mig i selvskab med så mange engagerede mennesker, som tydeligvis har både mod, lyst og evne til at handle. Mere af det. Som bonus-info kan det siges, at arrangementer som disse er gratis for medlemmer af Brandes Selskabet.

Alt godt og på “gensyn” i litteraturens verden,

Pernille

Nyt fra bøgernes verden – Bogforum 2017

Der er gang i den disse dage i bøgernes verden. Noget synes at ske, hvis man stiger på metroen mod Vestamager. Ved Bella Center skal man bare gøre som de andre. Stå af og gå i hælene på personen foran. Snart efter befinder man sig ved indgangspartiet til dette års Bogforum. Og lad det være sagt med det samme. Her er noget for enhver smag. Lidt ligesom på loppemarkeder, ferie-, erotikmesser og den slags steder.

Besøgende på Bogforum 2017

Allerede udenfor byder litteraturen sig til. Et par smilende og imødekommende kvinder reklamerer for poesi skrevet af hjemløse. Kvinderne inviterer til reception ved den lille campingvogn senere samme dag. Hvis man ikke er nået at blive for mæt af indtryk forinden altså. Det blev jeg desværre selv, må jeg med skam erkende. Og så regnede det.

Læs mere om Forlaget Udenfor

Dagens møde med Bogforum er mit første – hvis man ikke medregner fordums tiders bogmesser fra dengang, hvor arrangementet havde til huse i Forum. Dengang fik jeg nok af konceptet efter at være gået forgæves til alt for mange litteraturindslag. Senere har arrangørerne taget konsekvensen af kapacitetsproblemet og flyttet arrangementet til Bella Center.

I dag har jeg aftalt at mødes med min veninde, bog-bloggeren Karina Petersen og hendes 10-årige datter. De to bog-entusiaster er kommet helt fra Fredericia. De skal deltage i Bogforum for første gang nogensinde. Vi har aftalt at hygge os, og så i øvrigt gå efter det, vi har lyst til at opleve hver især. Mine to med-besøgende havde planlagt et par ting på forhånd. De vil rundt til nogle udvalgte stande for at få signeret bøger. Karina har desuden fået stillet et par anmeldereksemplarer i udsigt. Karinas datter vil gerne opleve Børnebogsforum – en nyere opfindelse fra 2016. Da vi mødes bærer den yngste af de to læseheste allerede rundt på et signeret eksemplar af en af bøgerne fra Lene Kaaberbøls Vildhekse-serie. Stolt og glad er hun.

Vi slentrer omkring, hilser på bloggere og gamle bekendte. Jeg glæder mig over at møde nyuddannede humanister, som allerede er i job kort tid efter, at de har afsluttet deres uddannelse. Måske praktikforløb under uddannelsen eller relevante studiejob – eksempelvis som assistent på Bogforum – har virket efter hensigten?

Efter frokost splitter vi op. Jeg går en runde. Indsnuser stemningen og overvejer ærlig talt at liste af. På Bogforum er der rigtig mange stande og gang i forfatterinterviews alle vegne. Lydniveauet er øredøvende. Alt er ret beset heller ikke lige interessant, hvis man holder mere af litteraturen end af cirkus og gøgl på denne kæmpe markedsplads.

 

Thomas Korsgaard i samtale

Programmet på skærmen ved Bogcaféen får mig til at stoppe op. Her annonceres det, at debutanten Thomas Korsgaard vil tale om romanen “Hvis der skulle komme et menneske forbi.” Der er ledige pladser. Jeg tjekker uret og sætter mig. Oppe ved scenen er en ung mand ved at blive iført mikrofon. Thomas Korsgaard er trods sine 22 år kortlistet til Bogforums debutantpris. Jeg har hans bog stående på reolen – ulæst desværre. En boghandler i Århus anbefalede mig ellers bogen i sommer. Fordi hun var så stolt af sit “lokale” talent, som hun sagde.

På scenen præsenteres Thomas Korsgaard og intervieweren Louise Faldorf. Thomas Korsgaard ser en smule beklemt ud. Romanen handler om skam, “lydløs” vold og manglende overskud i en familie fra Nørre Ørum ved Skive.

 

 

Samtalen mellem intervieweren og Thomas kommer bl.a. til at dreje om, i hvilken udstrækning værket er selvbiografisk eller ej. Og der har været krænkede “stemmer” i Thomas Korsgaards familie og det lille lokalsamfund, han kommer fra. Jeg skal ikke røbe mere her. Interesserede læsere kan tjekke op på værket, og må af egen drift dykke ned i skismaet mellem fiktion og selvoplevet virkelighed. Jeg agter selv at vende tilbage til romanen sidenhen. De passager Thomas læser op, lover godt.

Kjell Westö i samtale

Jeg bliver siddende til det næste indslag også. Her taler den tidligere modtager af Nordisk Råds Litteraturpris, finsk-svenske Kjell Westö med Jes Stein Pedersen om sin seneste roman “Den svovlgule himmel”. I mellemtiden har publikum ændret sammensætning. Der er tydeligvis mødt mange Westö-fortrolige fans m/k op. Også Westös seneste roman tematiserer volden. Jeg skal ikke spolere plottet, blot sige, at Westös forfatterskab virker til at have meget at byde på.

På falderebet spørger intervieweren Westö, om ikke kan vil anbefale et værk. Jeg når lige at spekulere over, hvad Westö vil byde ind med, inden han til min overraskelse anbefaler en bog om fodbold. Vi skal læse Eduardo Galeanos værk Fodbold i sol og skygge, siger han. Det er efter Westös mening den bedste fodboldbog, som der nogensinde er skrevet. Jeg ved ikke, om denne Barcelona-tilhænger har ret. Måske. Som tilhænger af Los Blancos (Real Madrid) er jeg naturligvis en anelse skeptisk. 😉

 

Efter to interessante indlæg går jeg over til Palomars lille stand. Her har jeg fornøjelsen af at hilse på forlægger Marie Andersen, som fortæller, at hun skal til Stockholm i weekenden til en premiere på en film om den hviderussiske forfatter og Nobelprismodtager Svetlana Aleksijevitj. Den kan danske læsere også glæde sig til. Filmen kommer, ifølge Marie Andersen til Danmark til december.

Du kan læse mere om Forlaget Palomar her

Jeg beslutter at vende snuden hjemad, men vil lige et smut ind i afdelingen for de yngre læsere. Det er et super initiativ med dette Børnebogsforum. Det synes Karinas datter tydeligvis også. Hun har nemlig moret sig fantastisk med rollespil og “flasher” desuden en selvgjort tryllestav. Billedet nedenfor er fra bussen mod Hovedbanegården, hvor to trætte men veltilfredse Bogforum-debutanter hygger sig med deres respektive tøjposer fulde af læselige lækkerier.

To tilfredse Bogforum-debutanter

 

Dette var alt for nu. Gid du må få mange gode oplevelser med litteraturen til vi “ses igen”,

Alt godt,

Pernille