Den, der lever stille

28. april 2018.

For et par uger siden skrev jeg her på siden om Emmanuel Macrons bog Revolution, som jeg var så heldig at få i fødselsdagsgave i forbindelse med en karatetræningssamling i Island.

Læs artiklen om Macrons bog her

I dag er turen kommet til den anden af boggaverne fra Reykjavik, nemlig Leonora Christina Skovs roman Den, der lever stille.

Sædvanen tro havde jeg igen i år taget en lille håndfuld bøger med på påskeferie, og bad i den forbindelse min datter om at byde ind med, hvilken bog hun syntes, jeg skulle læse først. Uden tøven pegede Frederikke på Den, der lever stille, idet hun grinende fortalte, at hun faktisk også selv havde taget en bog med på påskeferie af Leonora Christina Skov.

Den, der lever stille er mit første litterære møde med Leonora Christina Skov. Ikke at jeg ikke allerede kendte hende. Det gjorde jeg, men mest fra hendes litteraturanmeldelser i Weekendavisen og fra fordums versioner af Smagsdommerne. Jeg indrømmer gerne, at jeg hidtil har forbigået Leonora Christina Skovs forfatterskab, fordi der ligesom altid lige var noget, jeg skulle have læst først. Til gengæld appellerer Skovs seneste roman umiddelbart til mig, fordi den uden omsvøb udgør fortællingen om Skovs skabelsesproces og kamp for at finde fodfæste i tilværelsen. Som litteraturfreak følte jeg mig desuden tiltrukket af netop denne roman, fordi den behandler en forfatters forhold til litteraturen, livet som litteraturstuderende og arbejdet frem mod en position som etableret og velrenommeret forfatter.

Den, der lever stille blev tidligere på året udgivet som roman på Politikens forlag. Og i romanen bearbejder Skov sit selvbiografiske stof på litterær vis. Bogens er en æstetisk nydelse i sig selv med sine fint afstemte farver. Omslaget er i hvidt og blåt med guldskrift og et sløret fotografi i sorthvid af hovedpersonen selv. Intet er tydeligvis overladt til tilfældighederne her, og i ryggen af bogen er der desuden monteret en rød ”silketråd”, som dels fungerer som bogmærke og dels virker som en konkret påmindelse om et enkelt tema, der går igen romanen igennem – nemlig kampen for kærlighed og anerkendelse.

Den, der lever stille (front)

Titlen på værket er en henvisning til nogle af de klichéprægede leveregler eller ordspil, der bliver slået om sig med i hovedpersonens familie. Ordspil, som desuden skal vise sig at blive retningsgivende for de liv, der leves (eller ikke leves) i den Skov’ske familie på matriklen bag parcelhusets vægge i Helsinge.

Den, der lever stille begynder med, at fortælleren besøger sin mor på et hospice, hvor hun efter mange års kamp taber til en ondartet kræftsygdom. Moderens død markerer starten på Skovs terapeutiske arbejde med at fortælle sin egen historie. Og lad det være sagt med det samme. Det er både en tragisk og hjerteskærende en af slagsen. Tragisk, fordi meget måske kunne have været anderledes. Og hjerteskærende, fordi man selvfølgelig føler med fortælleren, der som ung pige er nødt til at vælge mellem forældrene eller sig selv for ikke at gå til grunde.

Allerede tidligt i værket forstår man, at fortællerens forældre ikke kan kapere, at deres datter har valgt at leve sit liv med seksualpartnere og kærester af samme køn. Men romanen er også tragisk og hjerteskærende i den forstand, at romanens fortæller forsøger at forstå den mor, hvis kærlighed hun hungrer efter, men som – måske værst af alt – har påført hende en ødelæggende skyldsfølelse i forhold til sin kræftsygdom. Som læser mærker man noget lure. Hvem sagde depression? Hvem sagde fødselspsykose? Jeg tvivler på, at det kun er sygeplejersken i mig, som tænker, at der undertiden ligger en fødselspsykose eller lignende bag, når forældre ikke formår at udtrykke kærlighed til deres børn; endsige rumme deres anderledeshed. Efterhånden som handlingen skrider fremad, forstår man, at Skovs mor var seriøst deprimeret de to år, som ledte op til datterens fødsel; og i tiden derefter. Særlig tragisk virker det, at ingen synes at have magtet at hjælpe fru Skov.  Heller ikke fortællerens mormor, som ellers udgør en slags livline for fortælleren igennem alle årene.

Læserne vil sikkert genkalde sig deres eget første kys, teenagelivet og tankerne om, hvem de vil blive til engang. Er man god nok? Dygtig nok? Pæn nok? Leonora Christina bryder op fra den klaustrofobiske stemning i parcelhuset i Helsinge for at leve på en sten i storbyen. Her studerer hun, forelsker sig og påbegynder sin forfattergerning. Undervejs i processen skaber hun sig selv i det billede, man også kender fra medierne. En fin – og måske lidt tragisk – askepot-lignende skikkelse, som gerne vil skrive romaner om noget andet end sig selv og sin egen lidelseshistorie.

I Den, der lever stille tilkendegiver Leonora Christina Skov, at hun er nødt til at skrive sin egen historie, hvis ikke hun skal være determineret til at skrive den samme fortælling igen og igen, ligesom hun har gjort det i diverse gotiske indpakninger frem til denne roman. Mon ikke hun er kommet dette mål et skridt nærmere med sit seneste værk?

På godt gensyn i litteraturens verden,

Pernille