Afkoloniseringens spøgelser

23.  januar 2018.

I efteråret 2017 havde jeg fornøjelsen af at følge lektor Anne Fastrups kursus Afkoloniseringens spøgelser i fransk og algerisk litteratur på Københavns Universitet. Det var et spændende og intenst kursus, for vi var ikke så mange studerende og alle havde noget at byde ind med, som de villigt og generøst delte med holdet.

I forbindelse med undervisningen læste vi både Judith Butlers Giving an Account of Oneself – som jeg er ret glad for i forvejen – samt værker af bl.a. Frantz Fanon, der er et must read for alle, som er optaget af afkolonisering. Frantz Fanon er essentiel, fordi han leverer det koloniserede menneskes perspektiv og formår at formidle, hvordan det er at have sort hud og desuden føle sig underlagt en kolonimagts overherredømme.

Værker fra Afkoloniseringens spøgelser

Særlig fornøjet var jeg over at få både genopfrisket og udvidet mit kendskab til Albert Camus, som mange læsere utvivlsomt kender for romanerne Den fremmede, Pesten og Faldet, eller for det skelsættende essay Sisyfosmyten. På kurset kom vi vidt omkring i Camus’ tænkning og forfatterskab, og talte bl.a. en hel del om absurditet, retfærdighed og humanisme. I dette skriv vil jeg give Camus’ gennembrudsværk Den fremmede (1942) og Kamel Daouds moderne re-make Meursault – en modundersøgelse (2013) nogle ord med på vejen. De to værker er god læsning hver for sig, men fantastisk læsning, når man læser dem i forlængelse af hinanden, ligesom vi gjorde det.

For de læsere, som ikke kender Den fremmede i forvejen, er handlingen den, at romanens hovedperson Meursault tager med bussen til en Algiersk by Marengo, hvor han våger over sin afdøde mor og siden deltager i hendes begravelse. Hovedpersonen virker fremmedgjort og ude af sig selv. Han er stærkt påvirket af lys, lyde og andre sanselige indtryk og gebærder sig generelt på en måde, som vækker undren eller anstød omkring ham. Han ryger og drikker eksempelvis kaffe, mens han våger, og så vil han ikke se sin afdøde mor. Efter begravelsen tager Meursault tilbage til Algier. Her går han på stranden, i biografen og indleder desuden et kærlighedsforhold til en kvinde. Senere mistænkeliggøres Meursaults handlinger, for sådan optræder sørgende mennesker da ikke, synes moralen at være. Romanens første halvdel slutter med, at Meursault dræber en unavngiven araber på en strand. Og også her er han ude af sig selv over solen og lysets massive påvirkning. Meursault retsforfølges og dømmes til døden, men sidder ligesom læseren tilbage med en absurd følelse af, at det er hans akavede opførsel i forbindelse med moderens død, mere end den egentlige forbrydelse, som ender med at få ham dømt skyldig.

I det følgende vil jeg komme ind på, hvordan Kamel Daoud tager tråden op fra Camus’ værk. Men inden jeg går nærmere ind i dette re-make af Den fremmede, bringes først et par linjer fra Camus’ indledning:

I dag døde mor. Eller måske i går, jeg ved det ikke. Jeg fik et telegram fra alderdomshjemmet. “Deres mor er død. Begravelse i morgen. Ærbødigst.” Det betyder ikke noget. Måske var det i går.

Bemærk Camus’ kortfattede stil og syntaksen med de stramme og korte hovedsætninger, som sidestiller vigtigt og uvigtigt på en måde, som understøtter romanens tematik om absurditet og fremmedgjorthed.

Kamel Daouds roman udkom i 2013 i hundredåret for Camus’ fødsel. Den tager tråden op, hvor Camus slap og synes både at hylde og anklage Camus. Daoud lader en algiersk mand ved navn Haroun agere bror til den unavngivne araber, som Meursault dræbte i Den fremmede. Haroun er træt af at leve i skyggen af sin afdøde bror og finder det træls at skulle gå i brorens aflagte tøj. Undertiden føler han sig nærmest selv som et spøgelse. På et tidspunkt får Harouns mor lokket ham til at hævne brorens død ved at slå en franskmand ihjel. Det sker i 1962, og altså kort tid efter, at Algeriet har vundet den 7 år lange befrielseskrig, som landet havde ført mod den franske kolonimagt. Men Haroun er ikke glad, han føler, at han har fornedret sig selv og solgt ud af nogle principper. Nu kan han ikke længere pege fingre af Meursault eller sætte sig over ham i moralsk forstand.

Ligesom Den fremmede spiller Meursault – en modundersøgelse på absurditet og retfærdighed. Også her er forbrydelsen klar, mens de omstændigheder, som omgærder den til gengæld ikke er det. Haroun undgår at blive dømt, men bebrejdes under forhøret for, at han ikke deltog i befrielseskrigen og myrdede franskmanden, mens landet stadig var en fransk koloni. Dermed synes Kamel Daoud at antyde, at den koloniserede ikke nødvendigvis er så meget bedre end den koloniserende, når det kommer til stykket.

Kamel Daoud er præmieret flere steder for sin roman, og den er også virkelig værd at læse. Meursault – en modundersøgelse er i sig selv en god historie og så giver den desuden et interessant billede af både Camus og dennes værker Den fremmede og Faldet. I første del af Daouds værk artikuleres det forkastelige i at anskue andre som objekter, sådan som Camus gør det, når han undlader at give den myrdede et navn. I anden del kritiserer Daoud den modoplysning, han mener er kommet til at kendetegne hans land.

Læs om Camus på wikipedia her

Den franske præsident Emmanuel Macron er kendt for sin glæde ved litteratur. Han er således også inspireret af Kamel Daoud. Skulle du have lyst til at gå i den franske præsidents fodspor ved at læse mere om Kamel Daoud, vil jeg anbefale en artikel fra New York Times, som giver et uddybende billede af forfatteren.

Bliv klogere på Kamel Daoud ved at læse artiklen Stranger Still fra The New York Times Magazine her

Rigtig god fornøjelse og på gensyn en anden god gang,

Pernille

Din ven i bøgernes verden.